Folkestyre og hverdagsliv i Danmark

Kapitel 15

I Danmark kan man selv vælge religion, og man har ret til at dyrke sin religion, så længe man respekterer nogle grund- læggende regler. Man kan også frit vælge at skifte religion. Og man kan vælge slet ikke at have en religion.

Der findes mange forskellige overbevisninger*. Nogle tror på noget guddommeligt, og andre bygger deres livssyn på andre værdier. Uanset om man er religiøs eller ej, har man de samme rettigheder og pligter som borger i Danmark.

Den danske folkekirke

Ifølge grundloven er den danske folkekirke evangelisk-luthersk
og dermed protestantisk. Og det har kirken været, siden Danmark efter reformationen i 1536 brød* med den katolske kirke og blev et prote-stantisk land. Staten understøtter* folkekirken økonomisk. Stat og kirke er altså ikke adskilt i Danmark, som de er i en række andre lande. Selv om den danske folkekirke bliver understøttet af staten, har den ingen politisk magt. Der er tradition for at trække* en tydelig grænse mellem religion og politik. De fleste danskere betragter nemlig religion som en privatsag.

De fleste borgere i Danmark (ca. 79 % i 2013) er medlem af folkekirken. Men der kommer ikke så mange mennesker til gudstjeneste om søndagen. Mange danskere bruger først og fremmest kirken i forbin- delse med dåb*, konfirmation*, bryllup og begravelse. Mange danskere går også i kirke juleaften den 24. december.

Det er frivilligt, om man vil være medlem af folkekirken. Man kan kun blive medlem ved at være døbt*. De fleste medlemmer er blevet døbt som børn. Men man kan frit melde sig ud, hvis man ønsker det. I disse år er der en stigning i antallet af personer, der melder sig ud. Og forældrene kan også vælge, at deres barn ikke skal døbes. Hvis børnene så senere ønsker at blive medlem af folkekirken, skal de først døbes.

Medlemmer af folkekirken betaler kirkeskat, der bruges til blandt andet at vedligeholde* kirkerne og kirkegårdene. Hvis man ikke er medlem, betaler man ikke kirkeskat til folkekirken. Men en del af udgifterne til kirken, blandt andet til lønnen til de ledende præster, biskopperne, betales af alle borgere gennem deres skat. Det samme gælder en del af udgifterne til at holde kirkebygninger ved lige.

Selv om man ikke er medlem af folkekirken, kan man godt blive gift i folkekirken. Det kan man, hvis den, man skal giftes med, er medlem. Alle kan blive begravet på en dansk kirkegård, også personer, der ikke er medlem af folkekirken. Men man kan kun få en kirkelig begravelse, hvis man er medlem. Hvis man ikke er medlem af folkekirken, kan man få en borgerlig begravelse. En borgerlig begravelse kan fx foregå

i kirkens kapel* eller i et medborgerhus. Ved en borgerlig begravelse skal de pårørende* selv stå for begravelsesritualet og fx arrangere taler, musik og sange.

Folkekirken har også andre opgaver: fx registrering af fødsler, navngiv- ning og dødsfald.

Andre trossamfund

En gruppe borgere kan frit danne en menighed* eller et trossamfund* i Danmark, så længe man overholder nogle grundlæggende regler. Staten kan altså ikke forbyde et sådant trossamfund.

Man kan søge om godkendelse* af menigheden eller trossamfundet. Når trossamfundet er godkendt, kan det blandt andet ansætte religiøse forkyndere, fx præster, imamer eller rabbinere. Når en menighed eller et trossamfund er godkendt, kan en præst (eller en anden religiøs leder) søge om at få en bemyndigelse* til at foretage vielser. På den måde
kan tilhængere få en religiøs vielse, der samtidig er borgerligt gyldig. Godkendte menigheder og trossamfund har også ret til at opføre bygninger, der kan bruges til religionsudøvelse. De skal bare følge de regler, der gælder for byggeri.

En godkendt menighed eller et godkendt trossamfund og dets medlem- mer har også nogle økonomiske fordele. Fx har medlemmer af god- kendte menigheder og trossamfund ret til at trække deres økonomiske bidrag til trossamfundet fra i skat. Men til gengæld kræves der også mere, når en menighed eller et trossamfund skal godkendes. Fx stilles der særlige krav* til dets organisation, regnskab, ledelse, uddannelse af præster eller religiøse forkyndere, samt til medlemmers ret til frit at melde sig ud.

Der findes omkring 130 godkendte trossamfund og menigheder i Danmark (2013). De er meget forskellige i størrelse og omfatter mange forskellige religioner. Langt de fleste er kristne, men der er også fx muslimske, buddhistiske, hinduistiske og jødiske trossamfund. Mange af verdens religioner findes i Danmark, men totalt set er kun 5-6 % af den totale danske befolkning medlem af andre trossamfund end folkekirken.

Kapitel 14

I Danmark er der en lang tradition for at danne foreninger.
Her mødes mennesker om fælles interesser eller mål. Foreningerne er med til at skabe sociale fællesskaber i det dan- ske samfund. Her mødes nemlig ofte mennesker med forskellig baggrund*. Dvs., at der her kommer mennesker fra forskellige sociale lag*, med forskellige politiske holdninger og forskellig etnisk baggrund.

Foreningslivet i Danmark

I Danmark er en meget stor del af befolkningen medlem af en forening. Alle har ret til at danne en forening i Danmark. Myndighederne* skal altså ikke først godkende* en forening, som borgerne ønsker at danne. Det gælder også for folk, der ikke er danske statsborgere.

Der findes mange foreninger, organisationer og klubber i Danmark, hvor medlemmerne mødes omkring fælles interesser. Der findes fx idrætsforeninger, boligforeninger, kunstforeninger, musikforeninger, indvandrerforeninger, religiøse foreninger og foreninger for folk med en særlig hobby.

Der er også foreninger, der arbejder for at forbedre forholdene for særlige grupper, fx mennesker med handicap, forskellige patientgrup- per, ældre eller homoseksuelle. Der findes også foreninger, der arbejder for en bestemt politisk sag, fx miljø eller dyrevelfærd*. Og ud over foreninger findes der også mødesteder, klubber og kulturhuse, som ofte er knyttet til et boligområde. Her spiller folk fx kort, diskuterer, dyrker en fritidsinteresse eller lytter til foredrag.

Mange borgere er medlem af en forening, fordi de har en interesse,
de gerne vil dyrke, og fordi de gerne vil dyrke denne interesse sammen med andre mennesker. Foreninger giver altså en god mulighed for at lære andre at kende.

Idrætsforeninger

Mange børn og unge er aktive i foreninger i deres fritid. Der findes en lang række foreninger, der henvender sig til børn og unge. Fx findes der idrætsforeninger, hvor børnene kan gå til fodbold, håndbold, ridning, tennis, badminton, svømning, boksning, karate eller gymnastik. Børnene mødes ofte en eller to gange om ugen til træning. I mange klubber mødes man i weekenderne og spiller kampe mod andre hold.

Det er almindeligt, at forældrene skal betale et kontingent* til forenin- gen, for at barnet kan være medlem. Kontingentet skal være med til at dække de udgifter, som foreningen har til fx spilletrøjer eller redskaber. Mange forældre deltager også aktivt i de foreninger, deres børn går i. De kan fx være trænere, hjælpere eller hente og bringe børn til de forskellige arrangementer. Foreningerne er dels baseret på frivilligt arbejde, dels på offentlige tilskud.

De fleste idrætsforeninger har også aktiviteter for voksne. Her kan
alle borgere dyrke deres interesse for sport og idræt. Man skal normalt betale kontingent. Idrætsforeninger er meget udbredte i hele landet. Der findes idrætsforeninger for store og populære sportsgrene som fx fodbold, håndbold, badminton og gymnastik. Og der findes foreninger for mindre idrætsgrene som fx dans, ridning og sejlsport. I den enkelte kommune findes der oversigter over, hvilke idrætsforeninger der findes lokalt.

Frivilligt socialt arbejde

Man kan også være frivillig i en forening, der laver socialt arbejde.
Det er foreninger, der hjælper andre mennesker, der har brug for støtte. At være frivillig betyder, at man ikke får løn for sit arbejde.
Man laver det frivillige arbejde i fritiden – fx ved siden af sit almindelige lønarbejde eller sit studium.

Eksempler på frivilligt arbejde kan være:
• lektiecaféer, hvor man hjælper skolebørn med lektierne

• venskabsfamilier, hvor én familie hjælper en anden familie, der har 
behov for støtte, fx i forbindelse med børnenes skolegang eller 
pasning af børnene m.m.
• mentorordninger*, hvor man som mentor giver gode råd til fx en 
studerende, som har behov for støtte og vejledning til at klare 
uddannelsen
• væresteder, hvor man kan hjælpe til, så fx hjemløse kan komme og 
få et måltid mad eller en kop kaffe.
• besøgsvennetjenester, hvor ældre mennesker der er ensomme,får 
besøg af en frivillig besøgsven.
• forskellige rådgivningsaktiviteter, fx telefonlinier for mennesker 
i krise som børnetelefonen, Livslinien, der rådgiver mennesker med selvmordstanker, og LOKKs akuttelefon for kvinder i krise på grund af voldsudsættelse.

Hvorfor bliver man frivillig?

Mange fremhæver, at det er vigtigt at gøre noget godt for andre menne- sker og at mærke, at der er brug for én. Frivilligt arbejde er også en god måde at udvide sit netværk på. Det kan være en fordel, når man søger job, at man har lavet frivilligt arbejde.

Aftenskoler

Mange borgere i Danmark går på aftenskoler, hvor man kan få under- visning i mange forskellige emner om aftenen. Man skal betale for at gå på aftenskole. Man kan fx få undervisning i sprog, matematik, geografi eller historie. Undervisningen kan også handle om børneopdragelse eller kulturelle emner. Der er også undervisning i gymnastik, mad- lavning, syning, maling, sang og meget andet. Mange aftenskoler har også særlige tilbud til folk, der kommer fra andre lande.

Det er som regel oplysningsforbund, der står for de forskellige aften- skoletilbud. Det kan fx være:

• AOF, Arbejdernes Oplysningsforbund

• LOF, Liberalt Oplysningsforbund


• FOF, Folkeligt Oplysningsforbund

Højskoler

Højskolen er en del af den danske tradition for, at alle borgere skal have mulighed for at lære og få viden om samfundet. Der er omkring 70 for- skellige højskoler i Danmark. På en højskole er der fokus på at udvikle sig fagligt og personligt og samtidig lære nye mennesker at kende.

Højskolerne tilbyder kurser i fx filosofi, religion, kunst, litteratur, sport og politik. Der er både korte og lange kurser på højskolerne. De korte kurser varer omkring en uge og ligger ofte i sommerferien. Det kan være kurser, hvor man snakker om litteratur, kunst eller musik, eller hvor man maler og tegner. De lange kurser varer som regel mellem tre og fem måneder. Ud over undervisningen er der også mange andre aktiviteter, som fx udflugter og rejser.

Man bor normalt på højskolen under sit ophold. Man skal betale for et højskoleophold, men der er forskellige muligheder for at få økonomisk støtte til opholdet.

Højskolen er bl.a. inspireret af N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som var en dansk digter og præst. Hans ideer om skole og læring fik stor betydning for bl.a. udviklingen af højskoler i Danmark. Grundtvig så undervis- ning for alle som en måde at skabe demokrati på i samfundet.

Han mente, det var vigtigt, at børn og voksne lærte at tænke selv. De skulle ikke bare lære det, der stod i bøgerne, udenad. Undervisningen skulle gøre eleverne personligt engageret i det, de læste. De skulle lære for deres egen skyld og ikke kun for at få gode karakterer. Man går derfor heller ikke til eksamen på en højskole.

Biblioteker

Der er folkebiblioteker i alle kommuner. De er et tilbud til alle borgere. Her kan man gratis låne bøger, magasiner, musik, film og computer- spil. Hvis man vil låne noget, skal man enten bruge sit sundhedskort eller et lånerkort, man kan få på biblioteket. De fleste materialer er på dansk, men man kan også låne bøger og spil på andre sprog. Hvis ens lokale bibliotek ikke har de materialer, man har brug for, kan biblio- teket som regel bestille dem hjem fra et andet bibliotek.

Der er gratis adgang til computere og internet, man kan læse dagens aviser, og man kan få hjælp til at finde bestemte informationer eller materialer. På bibliotekerne ligger der også mange nyttige pjecer fra organisationer og offentlige myndigheder om fx sundhed eller nye skatteregler.

Mange biblioteker har lektiecaféer, hvor frivillige, fx pensionerede lærere eller studerende, kommer og hjælper børnene med at læse lektier. Bibliotekerne arrangerer udstillinger, viser film og børneteater og inviterer til foredrag.

 Kapitel 13

Ligebehandling og ligestilling betyder, at alle borgere uanset fx køn, etnisk oprindelse eller religion skal behandles lige. Hvis man bliver forskelsbehandlet, uden der er nogen saglig grund til det, er der tale om ulovlig forskelsbehandling.

Og det er forbudt at forskelsbehandle på grund af en række forhold som fx køn etnisk oprindelse og religion.
Man kan blive straffet for at forskelsbehandle.

Arbejdsmarked og uddannelse

På det danske arbejdsmarked gælder der et forbud mod forskelsbehand- ling på arbejdsmarkedet.
På det danske arbejdsmarked må man således ikke forskelsbehandle på grund af:

• køn
• race
• hudfarve
• religion eller tro
• politisk anskuelse*
• seksuel orientering
• alder
• handicap
• national, social eller etnisk baggrund*.

En arbejdsgiver må derfor ikke som udgangspunkt afvise at ansætte personer på grund af fx køn, handicap eller etnisk baggrund. I særlige tilfælde må arbejdsgiveren stille krav* til påklædningen, fx at man har noget bestemt tøj på af hensyn til hygiejne og sikkerhed på arbejdsplad- sen.

Reglerne for ligebehandling gælder også, når man er blevet ansat på en arbejdsplads. Arbejdsgiveren må fx ikke fyre en person på grund af personens etniske baggrund* eller give en person mindre i løn på grund af køn. En arbejdsgiver må heller ikke undlade at forfremme* en person på grund af fx personens køn, handicap eller alder.

Ifølge lov om ligeløn har mænd og kvinder krav på samme løn for samme arbejde. Men selv om der er meget klare regler om lige løn for det samme arbejde, er der stadig nogle kvinder, der ikke får det samme i løn som deres mandlige kolleger for samme arbejde.

Ligestilling gælder også inden for uddannelsesområdet. Alle har lige adgang til uddannelsessystemet. Hvis man ønsker at tage en bestemt uddannelse, har man ret til at søge om optagelse på det relevante* studium, uanset ens baggrund.

Også uden for arbejdsmarkedet gælder der regler om, at man ikke må blive forskelsbehandlet på grund af fx køn, race eller etnicitet.

Hvis man oplever forskelsbehandling på grund af fx køn eller etnisk oprindelse i strid med loven, kan man klage til Ligebehandlingsnævnet. Det er gratis at klage.

Det politiske liv

Det er et helt centralt princip i det danske demokrati, at borgere ikke må forhindres i at stemme til valg eller at stille op til valg på grund af
fx deres køn, etniske baggrund, seksuelle orientering eller religion.

Kvinder og mænd har således samme politiske rettigheder og kan stemme og stille op til folketingsvalg og kommunalvalg på samme vilkår*. Kvinder og mænd har også samme ret til at deltage i den offentlige debat og til at være medlem af politiske partier.

Den første kvindelige minister i Danmark var Nina Bang, som blev undervisningsminister i 1924, og i 2011 fik Danmark sin første kvinde- lige statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

Privatlivet

Ligestilling gælder også i familielivet. Mænd og kvinder, der er gift, har lige ret til at træffe beslutninger om deres eget liv.
Det er fx den enkelte mand eller kvinde, der kan beslutte, om han eller hun vil skilles. Hvis et ægtepar med børn bliver skilt, er det normalt sådan, at forældrene beholder den fælles forældremyndighed*.

Fælles forældremyndighed betyder, at forældrene sammen skal sørge for barnet og være enige om vigtige beslutninger om barnet som fx barnets navn, religion og skole.

Piger og drenge i familien skal have lige muligheder for at leve det liv, de selv ønsker. De har derfor lige ret til at vælge, hvilken uddannelse de vil have, hvad de vil arbejde med, og hvem de vil giftes med.

Homoseksuelle har de samme rettigheder i familielivet som alle andre borgere. De har ret til at gifte sig i kirke og på rådhus, og de har ret til at adoptere børn på samme vilkår som heteroseksuelle.

 Kapitel 12

Som i mange andre lande er der i Danmark en række dage i løbet af året, hvor man markerer fx religiøse højtider*, historiske begivenheder eller har særlige traditioner.

I dette kapitel beskrives nogle af de mærkedage og traditioner, som markeres i løbet af året i Danmark.

Fastelavn

Fastelavn var oprindeligt* begyndelsen på den kristne fastetid*, som begyndte 40 dage før påske. I vore dage er der tradition for at fejre faste- lavn ved, at børnene klæder sig ud og slår katten af tønden. Det siges, at der i gamle dage var en levende kat i tønden. I dag er der slik og frugt i tønden. Den, der slår det sidste bræt af tønden, kaldes kattekonge.

Påske

Påsken er den vigtigste højtid i den kristne religion. Den kristne påske markerer, at Jesus blev korsfæstet* og døde, og at han opstod* fra de døde. Påsken markeres med gudstjenester og koncerter i kirkerne. Påskedagene er palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag.

Alle disse dage er helligdage, hvor de fleste har fri fra arbejde eller skole.

I mange familier samles man til påskefrokoster, hvor man spiser en stor frokost og ofte drikker en særlig øl, der kaldes påskebryg. Fra gammel tid er der også en tradition for, at man giver påskeæg. I dag er påskeæg ofte lavet af chokolade. Påsken ligger hvert år om foråret i enten marts eller april, men altså modsat julen ikke på faste datoer.

Store bededag

Store bededag er en helligdag om foråret mellem påske og pinse. Den falder* hvert år på den fjerde fredag efter påske. Der er tradition for at spise varme hveder (hvedeboller) aftenen før store bededag. Man har normalt fri fra arbejde og skole store bededag.

Pinse

Pinsen holdes inden for den kristne tradition syv uger efter påske.
Den holdes til minde om, at Helligånden* ifølge Bibelen kom ned til jorden den syvende søndag efter påskesøndag.
Pinsen ligger hvert år i maj eller juni og omfatter pinsedag og 2. pinse- dag, som begge er helligdage. Der holdes pinsegudstjenester i kirkerne over hele landet.

Mange mennesker forbinder pinsen med andre faste traditioner end de kirkelige. Fx har man i mange familier tradition for at mødes til pinsefrokoster eller tage på campingtur eller i sommerhus med vennerne. Der er også nogle, som har tradition for at se solen stå op pinsedag. Man siger, at man vil se pinsesolen danse.

Man har normalt fri fra arbejde og skole 2. pinsedag.

Grundlovsdag

Den 5. juni er grundlovsdag. Den dag fejrer man, at den første frie forfatning* blev indført den 5. juni 1849. Der holdes møder over hele landet (grundlovsmøder), hvor der bliver holdt taler om demokrati og folkestyre. Grundlovsdag er ikke en officiel fridag, men offentlige kontorer og mange butikker har lukket.

1. maj

1. maj har siden 1889 været arbejdernes internationale demonstrations- og festdag. 1. maj arrangeres af fagforeninger og politiske organisa- tioner og af venstreorienterede* grupper. Det er forskelligt fra arbejds- plads til arbejdsplads, om man har fri den dag. Mange skolebørn har fri 1. maj.

5. maj

Den 5. maj 1945 blev Danmark befriet efter fem års tysk besættelse* under 2. Verdenskrig. Da meddelelsen om den tyske kapitulation* kom den 4. maj om aftenen, fjernede* mange mennesker de mørklægnings- gardiner*, man skulle bruge under krigen. Og man lod lyset skinne ud gennem alle vinduer. Mange mindes stadig denne aften ved at sætte stearinlys i vinduerne.

Sankthans

Den 23. juni om aftenen fejres sankthans. Baggrunden for sankthans- aften er en blanding af hedensk* folkelig tradition og kristendom. Sankthansaften samles man og tænder bål og afbrænder dukker, der forestiller hekse. I den folkelige tradition markerer festen, at det er midsommer. I den kristne tradition markerer den, at det er Johannes Døberens* fødselsdag den 24. juni.

I de fleste byer bliver der arrangeret sankthansfester, hvor man samles om et bål. Når bålet bliver tændt, synger man midsommervisen*, og somme tider bliver der også holdt en båltale af fx en lokal politiker. Sankthans fejres også privat, hvor venner og/eller familier samles for at hygge sig omkring bålet. Man har ikke fri fra arbejde eller skole i forbindelse med sankthans.

Jul

Julen markerer i den kristne tradition Jesus’ fødsel. Juleaftensdag, den 24. december, holdes der julegudstjenester, og den dag er der mange børn og voksne, der går i kirke.

I Danmark har man normalt fri fra arbejde og skole den 24., 25. og 26. december. Disse tre dage kaldes juleaftensdag, juledag og 2. juledag.
I mange familier fejrer flere generationer juleaften sammen. Man har juletræ, spiser en traditionel julemiddag, danser om juletræet*, synger julesalmer og julesange og giver hinanden julegaver. I familier, hvor der er børn fra flere ægteskaber, holdes der ofte jul flere gange, så børnene både fejrer jul med deres far og deres mor.

Juledag og 2. juledag samles man i mange familier til julefrokost.

På de fleste arbejdspladser og blandt venner holder man i december måned også julefrokoster. Der er forskellige traditioner for julefro- koster, men fælles for de fleste er, at man spiser meget mad og drikker øl og snaps.

Nytår

Nytåret fejres i Danmark den 31. december om aftenen, hvor mange holder fest sammen med deres venner og skyder fyrværkeri af. Mange har tradition for at lade nytårsfesten begynde med Dronningens nytårs- tale, som bliver vist i fjernsynet klokken 18.

Nytårsdag, 1. januar, holder statsministeren en nytårstale, der bliver sendt i fjernsynet.

1. januar holder langt de fleste arbejdspladser og butikker lukket.

Øvrige mærkedage

Ramadan og Eid

I takt med at flere folk i Danmark er muslimer, markerer flere insti- tutioner på forskellig vis fejringen af Eid, dvs. festen, der markerer afslutningen på muslimernes fastemåned Ramadan. Ramadan holdes til minde om den måned, hvor Muhammad ifølge Koranen fik sin første åbenbaring fra Allah via ærkeenglen Gabriel. I fastemåneden er der mange muslimer, der hverken spiser eller drikker, mens solen er på himmelen. Når Ramadanen er forbi, fejres det med en fest, som hedder Eid al-Fitr.

Jødisk påske og pinse

En af de vigtigste jødiske højtider er den jødiske påske.
Den holdes blandt andet til minde om jødernes udvandring fra Ægypten. Der er tradition for, at man spiser lam og usyret brød under den jødiske påske. Under den jødiske pinse fejrer man pagtslutningen på Sinais bjerg – hvor Moses modtog de ti bud, og hvor jøderne indgik pagt med Gud.

Kinesisk nytår

Af andre mærkedage, som er kommet til Danmark via den øgede kulturelle udveksling, kan nævnes kinesisk nytår.
Kinesisk nytår er den vigtigste traditionelle kinesiske helligdag.
Det kinesiske nytår starter på den første dag i den første måned i
den kinesiske kalender og slutter med lanternefestival på den 15. dag.

Andre mærkedage

Nogle fejrer den amerikanske tradition halloween, hvor børnene klæder sig ud som hekse, spøgelser eller lignende. Flere steder i landet fejres desuden karneval efter sydamerikansk forbillede med udklædning, sambamusik og optog.

Kapitel 11

 Det er de enkelte familiers ansvar at få livet i familien til at fungere og at give børnene trygge forhold at vokse op i.
Men samfundet har en række tilbud, der er med til at skabe gode rammer* for familielivet. Man har fx ret til barselsorlov, og der er tilbud om børnepasning.

Samtidig er der nogle regler i samfundet, som beskytter børns, mænds og kvinders rettigheder. De gælder også i hjemmet.

Familielivets mange former

Den mest almindelige familieform i Danmark er kernefamilien, som består af en kvinde og en mand og deres fælles børn. Men familielivet kan også have andre former. I nogle familier har den ene eller begge parter været gift før. Deres familie kan bestå af børn fra begges tidligere ægteskaber og fælles børn fra det nuværende ægteskab. Der er også familier, hvor forældrene ikke er gift.

Herudover er der familier, hvor parterne er af samme køn, og familier, hvor børnene er adopterede fra fx Asien. Der er små familier, som består af enlige med deres børn, og der er familier, hvor man bor flere generationer sammen.

Ægteskab og parforhold

Der gælder nogle enkle regler om ægteskab i Danmark. For det første
er det ikke tilladt at være gift med mere end én person ad gangen.
Når man bliver gift, skriver man derfor under på, at man ikke er gift i forvejen. For det andet kan man selv vælge, om man vil gifte sig med en person af sit eget køn eller en person af det modsatte køn. For det tredje må man ikke tvinge* en person til at gifte sig mod personens vilje. Begge parter skal ønske ægteskabet. For det fjerde skal man normalt være fyldt 18 år.

Selv om man kan blive gift, fra man er 18 år, gifter de fleste sig først, når de er færdige med deres uddannelse eller har fået børn.

Man kan blive gift på rådhuset, i den danske folkekirke eller i et tros- samfund* som fx den katolske kirke eller buddhistiske trossamfund, som har præster eller andre religiøse ledere, der har lov til at vie par.

Når man er gift, skal man som udgangspunkt sørge for hinanden øko- nomisk. Det betyder fx, at man ikke kan få visse former for økonomisk hjælp fra kommunen, hvis ens ægtefælle har en indtægt eller formue* af en vis størrelse. Det samme gælder for par, der lever sammen uden at være gift, og hvor begge er fyldt 25 år.

Når et ægtepar får børn, får forældrene normalt fælles forældremyndig- hed* over børnene. Fælles forældremyndighed betyder, at forældrene skal tage vigtige beslutninger om barnet i fællesskab. Det kan fx være, hvad barnet skal hedde, barnets opdragelse, hvilken religion det skal have, eller hvor det skal passes, hvis forældrene arbejder.

Mange par vælger at bo sammen – og eventuelt få børn – uden at være gift. Hvis de får børn, har de bl.a. fælles forældremyndighed, hvis de i forbindelse med barnets fødsel afgiver en erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Skilsmisse

Hvis man ikke ønsker at fortsætte sit ægteskab, har man ret til at få separation. Separation er en slags prøvetid, hvor man stadig er gift, men normalt bor hver for sig. Efter 1⁄2 års separation, har man ret til skilsmisse. Er ægtefællerne enige herom, kan de dog også blive skilt med det samme (altså uden at blive separeret). Selv om der er uenighed, kan man i visse situationer også blive skilt med det samme, hvis der fx er tale om utroskab eller vold af grovere karakter. Efter en skilsmisse har begge parter ret til at gifte sig igen.

Hvis et ægtepar med børn bliver skilt, er det forældrene selv, der aftaler, hvordan de vil dele ansvaret for børnene. Hvis de ikke kan blive enige, kan de få hjælp og rådgivning i statsforvaltningen*.
Kan forældrene fortsat ikke blive enige, kan statsforvaltningen træffe en afgørelse om samvær, og domstolene kan træffe afgørelse om for- ældremyndighed og barnets bopæl. Dette gælder også for forældre, der aldrig har været gift med hinanden. Mange børn, hvis forældre ikke bor sammen, bor hos forældrene på skift.

Graviditet, fødsel og barselsorlov

Gravide har ret til en række undersøgelser hos læge og jordemoder. Formålet med undersøgelserne er at sikre, at kvinden og barnet har det godt under graviditeten. Hvis der opstår problemer under graviditeten, kan man få hjælp på et sygehus eller et sundhedscenter, hvor der er tilknyttet* en jordemor. Jordemoderen kan desuden fortælle om, hvilke tilbud om fødselsforberedelse der er. Til fødselsforberedelse lærer man fx om, hvad der sker med kroppen under graviditeten, og om hvordan barnet udvikler sig. Desuden lærer man, hvordan man kan gøre fødslen lettere.

I Danmark føder de fleste på et sygehus, men man kan også føde hjem- me. Hvis man føder på et sygehus, er det almindeligt, at partneren, et familiemedlem eller en nær* ven er med til fødslen. Efter fødslen kan man få vejledning på sygehuset, fx om pleje af barnet eller om amning.

Forældre til nyfødte børn får besøg af en sundhedsplejerske i hjemmet. Sundhedsplejersken undersøger barnet, følger dets udvikling og vejleder og rådgiver forældrene, så de får den bedst mulige start med barnet. Besøgene er gratis.

Alle kvinder har ret til at holde fri fra arbejde i en periode, før og efter at de har født. De sidste 4 uger før forventet termin kaldes graviditetsorlov, mens de første 14 uger efter barnets fødsel kaldes barselsorlov.
Barnets far har også ret til at få fædreorlov i en periode på 2 uger efter barnets fødsel. Nogle arbejdspladser har aftaler om, at de ansatte får

løn under orloven. Hvis man ikke kan få løn under orloven, kan man normalt få barselsdagpenge af kommunen.

I Danmark har en kvinde ret til at få en abort inden slutningen af 12. graviditetsuge. Det er kvinden, der selv bestemmer, om hun vil have en abort. Kvinden skal altså ikke have en tilladelse fra barnets far for at få en abort. I de fleste forhold vil en abort være en beslutning, som kvinden og manden tager sammen.

Hvis en kvinde ønsker en abort, skal hun kontakte sin læge eller et sygehus. Hvis kvinden er under 18 år, skal hun have tilladelse fra sine forældre. I særlige tilfælde kan hun søge om abort uden denne til- ladelse.

Pasningsmuligheder for børn

Det har været et politisk mål i Danmark siden 1960’erne at give forældre mulighed for at få deres børn passet uden for hjemmet i vuggestuer og børnehaver, fordi man ønskede at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I dag arbejder begge forældre normalt uden for hjemmet. Langt de fleste mindre børn går derfor i vuggestue, børnehave eller dagpleje. Fx bliver omkring 97 % af børn mellem tre og fem år passet uden for hjemmet. Fælles for alle former for pasningstilbud er, at det pædagogiske arbejde skal fremme* børns trivsel*, sundhed, udvikling og læring.

Alle børn har ret til en plads i et pasningstilbud. Det er kommunerne, der tilbyder pasning, men det er forskelligt fra kommune til kommune, hvilke tilbud der er. De mest almindelige er vuggestue, børnehave og dagpleje. Man skal kontakte kommunen for at søge om at få en plads til barnet. Forældrene betaler selv en del af udgifterne. Men hvis forældre- nes indtægt er lav, er der mulighed for at søge om økonomisk tilskud fra kommunen.

Vuggestue

En vuggestue er for børn fra ca. seks måneder og op til tre år. Personalet i vuggestuer har to vigtige opgaver:

1. De skal sørge for, at alle børn er under opsyn*, ikke kommer til skade og har en tryg dag i vuggestuen.

2. De skal sørge for, at institutionen arbejder med de pædagogisk mål, som lovgivningen har beskrevet for det pædagogiske arbejde.

Målene for det pædagogiske arbejde i vuggestuen er, at børn skal lære at være sammen med hinanden og at tage hensyn. Børnene skal også støttes i at udvikle deres sprog, og det gør man fx ved at synge sange og læse bøger for dem. Pædagogerne hjælper også børnene til at udvikle deres krop fx ved at løbe, danse og hoppe. Det gør de både indenfor i vuggestuen og udenfor på fx legepladsen.

Dagpleje

Ikke alle småbørn kommer i vuggestue. Nogle kommer i dagpleje.
En dagpleje er for børn fra ca. seks måneder til tre år. I en dagpleje bliver barnet passet af en dagplejer sammen med 2-4 andre børn i dagplejerens private hjem. For at blive godkendt af kommunen som dagplejer
skal man overholde bestemte krav* med hensyn til mad, hygiejne, sundhed og rengøring. Det er fx ikke tilladt at ryge i dagplejehjemmet. Dagplejen har de samme mål for barnets udvikling som vuggestuen.

I mange kommuner findes der også forskellige former for privat dagpleje, hvor forældre eventuelt passer deres eget barn sammen med et eller to børn mere. Børnene er typisk* i privat dagpleje, indtil der er plads i en vuggestue eller en offentlig dagpleje.

Børnehave

En børnehave er for børn fra ca. tre år og op til seks år.
I børnehaven er der også pædagogiske mål for, hvordan pædagoger skal arbejde med børnene. Pædagogerne lærer fx børnene, hvordan de kan løse uenigheder og skænderier med hinanden. Også i børnehaven læser man historier og synger sange, både for at udvikle sprog, men også for at skabe et fællesskab blandt børnene. I mange børnehaver fylder de traditionelle kristne højtider* en del, fx jul og påske. I den forbindelse pyntes institutionen, og børnene er med til at tegne og klippe pynt.
I børnehaver, hvor der går børn med forskellige religiøse traditioner,
er man begyndt at lære børnene om andre religiøse højtider end de kristne. Man fortæller fx om Eid* eller om kinesisk nytår. Der er mindre personale i en børnehave end i en vuggestue, fordi børnene er større og skal kunne mere selv.

SFO og fritidshjem

SFO er en forkortelse for SkoleFritidsOrdning. SFO er et sted, hvor børn i de mindste klasser i folkeskolen kan blive passet før eller efter skoletid af pædagoger. I SFO’en er der nogle fælles aktiviteter for alle børnene. Det kan fx være at spille musik og teater, at male, sy eller tegne, men det kan også være sportsaktiviteter som fx svømning, fodbold eller skøjteløb.

SFO har også åbent på skolefridage og i sommerferien.

For de større børn findes der i mange kommuner klubtilbud og andre fritidstilbud. Klubtilbud kan fx være et tilbud til de større børn, som de kan benytte sig af efter skoletid. Et af målene med klubtilbud er at lære de større børn at indgå i samarbejde og fællesskab med andre unge.

I klubben kan man mødes og spille alt fra fodbold til musik.
Nogle steder er der tilbud til unge om at gå i klub om aftenen. Her ser man fx film, spiller musik eller spiller spil sammen. Klubtilbud skal give større børn og unge ideer til, hvad man kan lave i fritiden, så de selv bedre kan planlægge deres fritid.

Forældresamarbejde

Både i vuggestue, dagpleje og børnehave lægger man stor vægt på, at der er et godt samarbejde mellem forældre og pædagoger/dagplejere. Forældrene hører om, hvordan barnet har haft det i løbet af dagen,
og fortæller, hvis der er sket noget særligt i familien. Der holdes også forældremøder i vuggestuer og børnehaver. Her kan man få mere at vide om, hvad der sker i institutionen.

Forældre med børn i daginstitution har ret til at oprette* en forældre- bestyrelse, hvor de i samarbejde med medarbejderne kan være med til at beslutte, hvordan der skal arbejdes i institutionen, og hvordan institutionens penge skal bruges.

Børn og unges rettigheder

Børn og unge har ligesom voksne rettigheder. Børn har generelt ofte ret til at sige deres mening om forhold, der handler om deres eget liv.
Hvis deres forældre skal skilles, har børn fx ret til at give udtryk for, om de vil bo hos deres far eller mor. Der er også regler for, hvordan børn og unge skal behandles.

Nogle af de vigtigste regler er:

• Det er forbudt at slå børn.
• Børn under 13 år må normalt ikke have lønnet arbejde uden for 
hjemmet.
• Det er forbudt at have sex med unge under 15 år.
• Børn under 15 år kan ikke straffes.
• Unge skal være fyldt 16 år, før de må købe øl og vin.
• Unge skal være fyldt 18 år, før de må købe spiritus og cigaretter.

De fleste unge, der bor hjemme, aftaler med deres forældre, hvilke regler der skal gælde for dem i hjemmet. Det kan fx være regler om, hvornår de skal være hjemme, om de må gå til fester, og om de må overnatte uden for hjemmet. Der kan være meget forskellige holdninger til, hvilke regler der skal gælde i forskellige familier. Mange unge flytter hjemmefra, når de er 18-20 år, for at bo alene, sammen med en kæreste eller sammen med andre unge.

 
De unge er ifølge loven myndige, når de fylder 18 år. Det betyder bl.a., at de har stemmeret, at de kan tage kørekort, låne penge i banken, og at de har ansvar for sig selv. Når man er 18 år, kan man også begynde at få SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis man går på en uddannelse, hvor man har ret til at få SU.

Selv om det er forbudt at slå børn og unge eller at have seksuel omgang med børn, sker det indimellem, at et barn bliver udsat for vold eller for seksuelle overgreb. Hvis man har viden om vold eller andre overgreb mod børn og unge under 18 år, har man pligt til at kontakte kommunen og anmelde det.

Kapitel 10

Uddannelse er meget vigtig, da de fleste job på det danske arbejdsmarked kræver, at man har en uddannelse. Det danske samfund kaldes ofte et videnssamfund. Det betyder, at stadig flere mennesker har et arbejde, hvor viden er den vigtigste ressource*. Derfor spiller uddannelse en helt afgørende* rolle for unge og voksne. Uddannelse er som regel gratis i Danmark.

Ungdomsuddannelser

Efter folkeskolen vælger langt de fleste unge – ca. 92 % af en årgang* – at fortsætte på en ungdomsuddannelse. Der er to forskellige former for ungdomsuddannelser: De gymnasiale uddannelser og erhvervs- uddannelserne.

De gymnasiale uddannelser

De gymnasiale uddannelser forbereder især de unge til videregående uddannelser, og uddannelserne foregår normalt på gymnasier og erhvervsskoler. På de offentlige gymnasier er undervisningen gratis. Der er fire forskellige gymnasiale uddannelser:

• Uddannelsen til studentereksamen, det almene gymnasium (stx)
• Uddannelsen til højere handelseksamen (hhx)
• Uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx)

Uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf) 
Stx-, hhx- og htx-uddannelserne varer tre år. Her kan unge, der har afsluttet grundskolen med 9.-klasseprøven, blive optaget*. Hf-uddannelsen varer to år. Her kan unge, der har afsluttet grund- skolens 10. klasse, blive optaget. 
Alle fire gymnasiale uddannelser afsluttes med en eksamen, som giver adgang* til en videregående uddannelse. 
På det almene gymnasium (stx) arbejdes der i høj grad videre med de fag, som de unge har haft i folkeskolen: fx sprog, historie, matematik, samfundsfag, fysik/kemi og biologi. Uddannelsen afsluttes med en studentereksamen. 
På hf (højere forberedelseseksamen) har man stort set de samme fag som i det almene gymnasium. Hf-uddannelsen er særligt rettet mod personer, der har afsluttet 10. klasse eller har været ude af skolen i nogle år. Gennemsnitsalderen er derfor som regel højere på hf end i gymna- siet. Uddannelsen afsluttes med en hf-eksamen.

På hhx (højere handelseksamen) er der undervisning i fag, der har med handel at gøre, fx økonomi, afsætning* og international økonomi. Men der er også undervisning i fx sprog, matematik og samfundsfag. Undervisningen foregår normalt på en erhvervsskole (handelsgymna- sium). Uddannelsen afsluttes med en højere handelseksamen.

På htx (højere teknisk eksamen) er der undervisning i naturviden- skabelige og teknologiske fag. Men der er også undervisning i fx sprog og matematik. Undervisningen foregår normalt på en erhvervsskole (teknisk gymnasium). Uddannelsen afsluttes med en højere teknisk eksamen.

Tilgangen af elever/kursister på de fire gymnasiale uddannelser:

Stx (studentereksamen) ca. 58 %
Hf (højere forberedelseseksamen) ca. 17 % Hhx (højere handelseksamen) ca. 17 % Htx (højere teknisk eksamen) ca. 9 % (2012)

De fleste unge, der tager en gymnasial uddannelse, fortsætter på en anden uddannelse bagefter, fx på universiteter, professionshøjskoler* eller handelshøjskoler.

Erhvervsuddannelserne

Efter folkeskolen kan man også vælge en erhvervsuddannelse.
De mange erhvervsuddannelser er alle rettet mod forskellige erhverv af teknisk eller praktisk art. Det kan fx være inden for områder som tek- nik, byggeri, jordbrug, gartneri eller handel og service. Inden for disse områder kan man tage uddannelser, som fører til job som fx elektriker, kok, smed, butiksassistent, murer eller frisør. Undervisningen foregår på en erhvervsskole.

På en erhvervsuddannelse kombinerer man teoretisk undervisning på en erhvervsskole med et praktikophold på en arbejdsplads. En erhvervs- uddannelse kan tage mellem 11⁄2 og 53⁄4 år, alt efter hvilken uddannelse man vælger. Når man kommer i praktik, får man elevløn.

I eux-forløb kan man supplere en række erhvervsuddannelser med generel studiekompetence, så man både får en praktisk uddannelse med direkte adgang til job (fx som murer) og en studieforberedende eksamen (eux) med mulighed for at starte på en videregående uddannelse. Eux-forløb er længere end andre erhvervsuddannelsesforløb.

De videregående uddannelser

De fleste unge, der har taget en gymnasial uddannelse, fortsætter på
en videregående uddannelse. Det samme gør en del unge fra erhvervs- uddannelserne. De fleste videregående uddannelser er gratis for borgere i Danmark og EU. De enkelte uddannelser har særlige adgangskrav.
Det kan fx være krav* om, at man har haft bestemte fag på sin gymna- siale uddannelse, eller at man har et bestemt karaktergennemsnit.
De videregående uddannelser kan tages på erhvervsakademier,
på professionshøjskoler, videregående kunstneriske uddannelses- institutioner og på universiteter.

Erhvervsakademier

På erhvervsakademier kan man tage en kort videregående uddannelser, som betyder, at man kan få et bestemt job, når man er færdig med uddannelsen. Det kan fx være job som laborant, maskinmester, tand- plejer eller el-installatør. Undervisningen er kombineret med praktik. Uddannelserne tager normalt 2 år. Man får løn under uddannelsen.

Professionshøjskoler (University colleges)

På professionshøjskoler kan man tage en mellemlang videregående uddannelse. Her uddannes man som professionsbachelor*. Uddannelserne betyder ofte, at man kan få et bestemt job, når man
er færdig. Det kan fx være job som folkeskolelærer, jordemoder, sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog, fysioterapeut, journalist eller finansøkonom. Uddannelserne tager normalt 3-4 år. Der indgår normalt et halvt års praktik i disse uddannelser.

Universiteter

På universiteter eller andre højere læreanstalter kan man tage en lang videregående uddannelse. En lang videregående uddannelse kan være inden for sundhedsvidenskab (fx medicin), samfundsvidenskab (fx jura eller økonomi), humaniora (fx sprog eller historie), naturvidenskab

(fx biologi, fysik eller kemi), kunst (fx musik eller design) eller teknisk videnskab (fx ingeniørvidenskab).
De fleste lange videregående uddannelser er delt op i en treårig bache- loruddannelse, der følges op af en toårig kandidatuddannelse. Der er otte universiteter i Danmark. Der er universiteter både på Sjælland og Fyn og i Jylland.

Staten kan give økonomisk støtte, hvis man studerer på en uddannelse, der er godkendt*. Denne støtte kaldes i daglig tale SU, som er en forkor- telse for Statens Uddannelsesstøtte.
Man skal være fyldt 18 år for at få SU. Desuden skal den uddannelse, man tager, være SU-berettiget. Man kan både få SU, når man tager en gymnasial uddannelse, en erhvervsuddannelse, og når man tager en videregående uddannelse.

Der er forskellige regler for, hvor meget man kan få i støtte. Unge mellem 18 og 20 år kan få SU, men alle får ikke det samme. Det kommer an på, hvor meget deres forældre tjener, og om de bor ude eller hjemme. Hvis man ikke er dansk statsborger, kan man søge SU-styrelsen om at få samme økonomiske støtte som danske statsborgere.

Voksen- og efteruddannelse

Der er en lang tradition for efteruddannelse i Danmark. Man taler ofte om, at livslang læring (læring gennem hele livet) er vigtig. Flere og flere voksne, som allerede har et job, fortsætter med at uddanne sig, ofte fordi det giver bedre muligheder på arbejdsmarkedet.

Hvis man allerede har en uddannelse og erhvervserfaring, er der mange muligheder for at videreuddanne sig. Man kan fx tage en diplom- uddannelse, som er en uddannelse på deltid, hvis faglige niveau svarer til bachelor på universitetet. Den tager mellem 1 og 2 år, og man betaler for at gå på uddannelsen.

Man kan også tage korte AMU-kurser. AMU står for arbejdsmarkeds- uddannelser og er korte uddannelser for faglærte og ufaglærte. Der er omkring 3.200 forskellige uddannelser inden for handel, sundhed, jordbrug, metalindustri, transport m.m.

Hvis man fx har problemer med at stave, læse eller regne eller er ordblind*, kan man tage kurser på VUC (voksenuddannelsescentre). På VUC kan man også tage fag fra folkeskolen, fx engelsk, dansk, tysk eller matematik. Den gymnasiale uddannelse hf kan også tages som enkeltfag* for voksne på VUC eller på andre institutioner.

 Kapitel 9

Der er undervisningspligt i Danmark. Alle børn skal have mindst ti års undervisning. Men forældrene kan selv vælge, om deres barn skal have undervisningen i grundskolen*, dvs. i folkeskolen eller på en fri grundskole, eller om de selv vil undervise barnet.

Folkeskolen

De fleste børn i Danmark begynder deres skolegang i folkeskolen. Folkeskolen er gratis for alle børn og varer 10 år. Børnene starter i børne- haveklassen, når de er omkring seks år gamle. Her begynder børnene at lære bogstaver og tal. Efter børnehaveklassen følger 1. – 9. klasse.

En folkeskole har som regel tre afdelinger eller trin: Indskolingen, som går fra børnehaveklassen til 3. klasse. Mellemtrinnet, som går fra 4. til 6. klasse.
Udskolingen, som går fra 7. til 9. klasse.

Efter 9. klasse kan man vælge at fortsætte i 10. klasse, inden man går videre i uddannelsessystemet, eller direkte ud på arbejdsmarkedet.
10. klasse er frivillig, men ca. halvdelen af alle elever vælger at tage den med. Nogle elever tager 10. klasse på deres egen skole, hvis den har en 10. klasse. Andre vælger at tage 10. klasse på en efterskole, hvor man bor og går i skole med andre unge.

Rammerne* for folkeskolen er fastlagt i folkeskoleloven. I den står der bl.a., hvad formålet med folkeskolen er, hvad der skal undervises i, hvor mange timer eleverne skal have, og hvordan samarbejdet med forældrene skal foregå.

Formålet med folkeskolen er, at den i samarbejde med forældrene skal give eleverne viden og færdigheder, der

• forbereder dem til at uddanne sig videre og giver dem lyst til at lære mere
• gør dem fortrolige* med dansk kultur og historie
• giver dem forståelse for andre lande og kulturer
• hjælper dem til at forstå, hvordan mennesket og naturen påvirker* 
hinanden.


Desuden har folkeskolen som formål, at hver enkelt elev udvikler sig alsidigt. Det betyder, at eleven ikke kun skal have boglig viden, men også skal udvikle sig personligt og socialt.

Folkeskolen skal også lære børnene at samarbejde. Undervisningen
er derfor ofte tilrettelagt sådan, at eleverne lærer at arbejde sammen
i grupper og at løse problemer gennem samarbejde. Der indgår* også udflugter og lejrskoler sammen med lærerne i undervisningen.
Her skal børnene lære nye måder at samarbejde og være sammen med hinanden på.

Eleverne skal også lære at tænke kritisk og selvstændigt. De skal lære at argumentere for deres meninger. Man arbejder derfor i de fleste fag med en form for undervisning, der sikrer, at eleverne kan diskutere det faglige stof, de lærer, og forstå det i forhold til deres hverdag.

Folkeskolen skal forberede eleverne til at have medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre*. Skolen skal derfor være præget* af åndsfrihed*, ligeværd* og demokrati. Det er ofte i fagene historie, dansk og samfundsfag, at eleverne undervises i dette. På de fleste skoler er der et elevråd. Et elevråd består af en elev fra hver klasse. Elevrådet er først og fremmest med til at bestemme sager, der har med elevernes egen skoledag at gøre som fx mad i kantinen. Skolen kan også spørge elevrådet, hvad det mener om større beslutninger på skolen som fx indretning af et nyt skolebibliotek. To repræsentanter fra elevrådet sidder også med i skolebestyrelsen*.

Undervisningsministeriet* har fastsat nogle fælles mål for indholdet i alle fag, og alle lærere er forpligtet til at nå disse mål. Lærerne arbejder ofte sammen i team, dvs. de arbejder sammen i grupper. Et team kan fx arbejde sammen om, hvordan undervisningen i nogle bestemte klasser skal være, eller hvordan man løser problemer i undervisningen.

Eleverne er normalt inddelt i klasser, og hver klasse har en eller flere klasselærere, som er ansvarlige for kontakt med elever, forældre, klassens andre lærere og skolens ledelse.
På nogle skoler skifter man klasselærer, når man kommer op på mel- lemtrinnet og igen i udskolingen. Eleverne har dog ofte de samme klassekammerater gennem hele deres skoletid.

Den enkelte lærer skal lave en elevplan, som er lærerens vurdering af, hvordan eleven klarer sig fagligt i et fag. Klasselæreren vurderer også, hvordan eleven klarer sig socialt, dvs., hvordan eleven fungerer sam- men med de andre elever og med lærerne. I elevplanen beskriver læreren også, hvad eleven skal have fokus på i det kommende år.

Hvis en elev har behov for særlig hjælp til fx at læse eller regne, skal folkeskolen tilbyde undervisning, der er specielt tilrettelagt i forhold til elevens behov*. Eleven kan enten få hjælp i klassen eller eventuelt i et særligt støttecenter på skolen, men eleven skal altid have de samme fag og emner og lære det samme som resten af klassen.

Hvis en elev har brug for særlig støtte i mere end 12 skoletimer om ugen, skal eleven have tilbudt specialundervisning, hvor eleven
bliver undervist sammen med andre elever, som måske har brug for
at blive undervist på en anden måde, end den der bruges i klassen. Specialundervisningen skal være tilrettelagt, sådan at eleverne kommer igennem de samme fag og emner som deres klasser.

Alle elever skal i 2., 3., 4., 6., 7. og 8. klasse testes i forskellige fag. Formålet er at teste, hvordan den enkelte elev klarer sig fagligt. Disse test kaldes de nationale test.
Der testes i

• dansk/læsning (2., 4., 6. og 8. klasse) • matematik (3. og 6. klasse)
• engelsk (7. klasse)
• fysik/kemi (8. klasse)

• biologi (8. klasse) • geografi (8. klasse)

Elever kan også tage en test i dansk som andetsprog. Testen i dansk som andetsprog er frivillig og målrettet 5. og 7. klasse, men man kan også tage testen på andre klassetrin.

Hvis man opdager, at der er nogle af eleverne, der har problemer med et eller flere fag, skal disse elever have ekstra hjælp til at blive bedre. Resultaterne af testene kan også bruges til at se, hvordan klassen og skolen klarer sig i forhold til elever og skoler i resten af landet.

Nationale test

Fra børnehaveklassen til 7. klasse får børnene ikke karakterer i folke- skolen. Men fra folkeskolens 8. klasse får eleverne karakterer i en række fag mindst to gange om året. Efter 9. klasse aflægger eleverne prøve i mange fag. Efter 10. klasse kan eleverne også aflægge prøve i mange fag. Prøverne kan være både mundtlige og skriftlige.

Eleverne får karakterer. Den karakterskala, der anvendes i Danmark, hedder 7-trins-skalaen. Den højeste karakter er 12, og den laveste karakter er -3. 7-trins-skalaen bruges overalt i det danske uddannelses- system.

Skole-hjem-samarbejde

Samarbejdet mellem skolen og hjemmet er en vigtig del af arbejdet
i folkeskolen. Målet med samarbejdet er at støtte elevens læring. Undersøgelser af læring viser, at elever lærer bedre, når de hjemme taler om, hvad de lærer i skolen, og når skolen sørger for, at forældrene ved, hvad der foregår i skolen.

Skole-hjem-samtaler

På de fleste skoler inviteres forældrene mindst én gang om året til en samtale med barnets lærere. Det hedder skole-hjem-samtaler.
I de ældste klasser er eleverne som regel med til samtalen. Til skole- hjem-samtalen snakker barnets lærer eller lærere med forældrene og evt. barnet om,

• hvordan barnet har det socialt i klassen
• hvordan barnets faglige niveau er
• elevplanen, og hvad der skal være fokus på i de næste måneder
• hvordan forældrene evt. kan hjælpe, hvis der er problemer.

En skole-hjem-samtale varer som regel omkring 15 minutter. 
På nogle skoler har man ansat en skole-hjem-vejleder, som fx kan være en lærer eller en pædagog. Skole-hjem-vejlederens opgave er at styrke* dialog og samarbejde mellem skolen og hjemmet for at styrke eleverne fagligt og socialt.

Forældremøder og klasseråd

Forældremøder i klassen holdes på de fleste skoler en til to gange om året. Lærerne fortæller om, hvordan de har planlagt skoleåret, og om, hvordan der arbejdes i klassen. På forældremøderne diskuteres også, hvilke regler forældrene ønsker skal gælde i klassen, fx omkring fødsels- dage, madpakker eller trivsel* i klassen.

 
På forældremøder kan man også vælge et klasseråd. Et klasseråd har flere opgaver. Det kan arrangere klassefester eller lejrskoler; det kan tage sig af sociale problemer i klassen, hvis der er børn, som bliver drillet; eller det kan sørge for, at fx kritik af forhold på skolen kommer videre til skolebestyrelsen.

Skolebestyrelse

På alle folkeskoler skal der være en skolebestyrelse. En skolebestyrelse består som minimum af repræsentanter for forældrene, personalet og eleverne. Forældrene udgør flertallet i skolebestyrelsen. Skolebestyrelsen fastsætter blandt andet, hvordan forældresamarbejdet skal foregå. Skolebestyrelsen kan også være med til at bestemme, hvordan pengene til undervisning skal bruges, fx om der skal sættes ekstra penge af til læsning eller specialundervisning.

Der er valg til skolebestyrelsen hvert 4. år, og alle forældre til børn på skolen har ret til at stemme

De frie grundskoler og efterskolerne

Omkring 82 % af børnene af en årgang går i folkeskolen. Omkring 15 % af børnene går i de frie grundskoler (fx religiøse friskoler eller privat- skoler).

Frie grundskoler

Frie grundskoler er selvejende institutioner, som kan være fx kristne
(fx katolske) eller muslimske. Det kan også være skoler, der eksperimen- terer med utraditionelle undervisningsmetoder.
Man kan fx samle timerne i de forskellige fag sådan, at man har dansk
i en periode, tysk i en anden periode og matematik i en tredje. Særligt i de store byer sender flere og flere forældre deres børn i en fri grundskole. En del frie grundskoler er oprettet i områder, hvor der tidligere har ligget en folkeskole, som er blevet nedlagt*. Undervisningen i de frie grundskoler skal stå mål med, hvad der i almindelighed kræves i folkeskolen.

Man skal normalt betale for have sit barn på en fri grundskole. De fleste frie grundskoler får økonomisk støtte fra det offentlige.

Efterskoler

I 8., 9. eller 10. klasse kan unge vælge at gå på efterskole. En efterskole er en skole, hvor eleverne bor og får undervisning. I 8. klasse er det kun en meget lille del af en ungdomsårgang*, der vælger at gå på efterskole. I 9. klasse er det ca. 13% af en årgang, der vælger at gå på efterskole, mens det er ca. 42 %, der vælger at tage 10. klasse på en efterskole.

På efterskolerne har eleverne almindelige fag som dansk, engelsk, matematik og idræt. Og så kan de også vælge en række valgfrie fag, som fx kan være drama, musik, elektronik, IT eller madlavning. De valgfrie fag er forskellige fra skole til skole, og det er ofte kreative eller praktiske fag. Mange unge vælger at gå på efterskole for at prøve noget nyt, få nye klassekammerater og prøve at flytte hjemmefra for en periode og måske tænke over, hvilken ungdomsuddannelse de vil fortsætte på.

Det koster penge at gå på en efterskole. Der er dog mulighed for at få økonomisk støtte til et ophold under særlige omstændigheder.

Kapitel 8

Danmark er kendt for sin flexicurity-model. Ordet ’flexicurity’ er en sammentrækning af de engelske ord for fleksibilitet og sikkerhed.

Det danske arbejdsmarked er blandt andet kendetegnet ved:

• At det er let for arbejdsgiverne at ansætte og fyre medarbejdere, 
og at de ansatte har mulighed for hurtigt at skifte job (fleksibilitet)
• At borgeren har mulighed for at få dagpenge eller kontanthjælp, 
hvis han eller hun mister sit job (sikkerhed). 
Derudover kan borgere få tilbud, der kan hjælpe dem i job eller ud- dannelse, hvis de ikke har et arbejde. Borgerne kan fx få vejledning, jobtilbud eller tilbud om uddannelse.

Kollektive overenskomster

I Danmark bestemmes de fleste forhold på arbejdsmarkedet af om- fattende aftaler mellem fagforeningerne og arbejdsgivernes foreninger. Disse aftaler kaldes for kollektive* overenskomster. De kollektive overenskomster regulerer* de fleste forhold på arbejdsmarkedet, som
fx løn, arbejdstid, løn under sygdom og barsel samt pension og ret til efteruddannelse.

I Danmark blander staten sig ikke så meget i forhold, der har med arbejdsmarkedet at gøre, som staten gør i mange andre lande. Det er altså ikke Folketinget, der bestemmer fx den ugentlige arbejdstid. Folketinget bestemmer heller ikke, at der skal være en bestemt mindste- løn på det danske arbejdsmarked. At mange forhold på arbejdsmarkedet bestemmes af arbejdsmarkedets parter og ikke af Folketinget kaldes ofte for ’den danske model’.

Det sker dog, at staten gennem lovgivning bestemmer forholdene på arbejdsmarkedet. Det gælder fx, hvis arbejdsgiverne og de ansattes organisationer ikke kan blive enige, når de forhandler nye overens- komster.

De kollektive overenskomster dækker* dog ikke alle områder. Fx er mange højtuddannede ansatte i det private erhvervsliv som fx ingeniører, økonomer og jurister ikke dækket* af kollektive overenskomster og skal derfor typisk* selv forhandle deres løn- og ansættelsesvilkår, når de bliver ansat.

Fagforeninger

Fagforeningerne tager sig af medlemmernes faglige interesser på arbejdspladsen. Det gælder fx løn og arbejdsforhold samt samarbejde med ledelsen. Medlemmerne betaler et kontingent* til fagforeningen.

I Danmark er der en lang tradition for, at en stor del af de ansatte er medlem af en fagforening. I Danmark er nu omkring 67 pct. af alle lønmodtagere medlem af en fagforening. Det er en høj andel sammen- lignet med mange andre lande.

Medlemmerne af en fagforening vælger en eller flere tillidsrepræsen- tanter på den enkelte arbejdsplads. Tillidsrepræsentanter vælges blandt medarbejderne på et møde, hvor arbejdsgiveren ikke er med. Tillidsrepræsentanterne har en særlig beskyttelse mod at blive fyret eller flyttet til en anden arbejdsplads.

Tillidsrepræsentanter repræsenterer de ansatte over for ledelsen, fx
i forbindelse med lønforhandlinger. De ansatte kan også få råd og vejledning af tillidsrepræsentanten, fx om overarbejde eller forholdet til ledelsen. En tillidsrepræsentant – eller kollegerne på arbejdspladsen – kan ifølge loven ikke tvinge* folk til at være medlem af en bestemt fagforening eller til at være medlem af en fagforening. Man bestemmer altså selv, om man vil være medlem af en fagforening.

Møderne i en fagforening på arbejdspladsen kaldes for ”klubmøder”. Her kan alle arbejdspladsens medlemmer af fagforeningen møde op.
På klubmøderne diskuterer man forskellige forhold på arbejdspladsen, fx løn eller løntillæg, og det er også her, man vælger tillidsrepræsentan- ter. På mødet kan alle medlemmer stille* op til valget til tillidsrepræsen- tant. Hvis flere stiller op, stemmer man om, hvem det skal være.

Når man får arbejde

I loven står der, at alle, der arbejder mere end otte timer om ugen, skal have et ansættelsesbevis* senest en måned efter, at man er blevet ansat.

Arbejdsgiveren skal bl.a. oplyse*, hvad der er aftalt med hensyn til løn, arbejdssted, arbejdstid, begyndelsestidspunkt, ferie, opsigelsesvarsler* mv. Hvis ansættelsen er omfattet af en kollektiv* overenskomst*, skal arbejdsgiveren også oplyse dette.

Ved ansættelsen må arbejdsgiveren kun lægge vægt* på de kvalifika- tioner, man skal have for at kunne udføre jobbet. Når man søger et job, må arbejdsgiveren derfor ikke spørge til ens helbred og antal af sygedage i tidligere job, eller om man er gravid eller planlægger at få børn. Arbejdsgiveren må dog gerne spørge til helbredsforhold, der har betydning for det arbejde, man skal lave. Arbejdsgiveren må fx godt spørge, om man har haft dårlig ryg, hvis man søger et job i bygge- og anlægsbranchen. Den ansatte har omvendt pligt til at oplyse om helbredsforhold, der kan have betydning for jobbet. Arbejdsgiveren må heller ikke spørge om ens religion, når man søger et job.

Løn

I Danmark er der ikke nogen lovgivning om mindsteløn. Lønnen aftales i de kollektive overenskomster. Langt de fleste kollektive overenskom- ster på det private arbejdsmarked fastsætter kun en mindstebetaling inden for den branche*, som overenskomsten dækker. Med andre ord vil der i mange tilfælde være en forhandling på den enkelte arbejdsplads om, hvad den faktiske løn skal være. I mange tilfælde vil det være tillidsrepræsentanten, der aftaler den faktiske løn med ledelsen. Er der ikke nogen tillidsrepræsentant på ens arbejdsplads, kan man i visse tilfælde bede om en samtale med sin leder vedrørende* lønnen.

Er man ansat i det offentlige, er lønnen typisk aftalt centralt mellem fagforeningerne og de offentlige arbejdsgivere (stat, region og kom- mune).

Arbejdstid

Hvis man har et almindeligt lønarbejde i en privat virksomhed eller i det offentlige, er den mest almindelige arbejdstid på 37 timer om ugen.
Ved skifteholdsarbejde og fast natarbejde er arbejdstiden ofte lidt lavere. Arbejdstidens længde aftales ved de kollektive forhandlinger mellem de ansattes og arbejdsgivernes organisationer. 37 timer er en ret lav ugent- lig arbejdstid sammenlignet med mange andre lande. Til gengæld er det meget udbredt i Danmark, at begge ægtefæller arbejder på fuld tid.

Det kaldes ”nedsat tid” eller ”deltid”, hvis man arbejder mindre end den almindelige arbejdstid på normalt 37 timer om ugen. På nogle områder er det almindeligt at have deltidsarbejde, fx blandt sygeplejersker eller butiksansatte. Der er flere kvinder end mænd, der arbejder på deltid.

Man kan altid bede om at komme på nedsat tid. Men det er arbejds- giveren, der bestemmer, om man kan få lov til det. Omvendt kan arbejdsgiveren ikke forlange*, at man skal gå på deltid.

Ferie

En lønmodtager, som har været ansat i et helt kalenderår, har ret til fem ugers betalt ferie i det efterfølgende ferieår. Nogle har også ret til en sjette ferieuge. Det afhænger af ens overenskomst. Ferieåret løber fra 1. maj til 30. april året efter. Hvis man ikke har været ansat i et helt kalenderår, har man også ret til betalt ferie. Men længden af den betalte ferie afhænger af, hvor lang tid man har været ansat i kalenderåret.

Selv om man ikke har ret til betalt ferie, har man altid ret til at holde fem ugers ferie i ferieåret.

Normalt aftaler man med arbejdsgiveren, hvornår man skal holde ferie. Normalt har man ret til at holde tre ugers ferie i sammenhæng i perioden mellem den 1. maj og den 30. september.

Når man får et nyt arbejde, kan man holde den ferie, man har optjent, men ikke har afholdt, hos en tidligere arbejdsgiver.

Barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov

Der er nogle særlige regler for, hvor længe man kan få orlov i forbindelse med barsel, og hvad man kan få i økonomisk støtte. Den generelle regel i lovgivningen er, at moderen har ret til fire ugers graviditetsorlov inden fødslen og 14 ugers barselsorlov efter fødslen. Faderen har ret til to ugers fædreorlov. Derefter har forældrene hver især ret til 32 ugers forældre- orlov eller tilsammen 64 uger.

Der er mulighed for at modtage offentlig økonomisk støtte (barsels- dagpenge) i forbindelse med graviditetsorlov, barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov. Under forældreorloven har forældrene ret til 32 ugers barselsdagpenge tilsammen.

Hvis man er ansat under en kollektiv overenskomst, kan man have ret til løn under orlov. Det kan også fremgå af ens ansættelseskontrakt.

Demokrati på arbejdspladsen

På større arbejdspladser skal der være et samarbejdsudvalg, hvor repræsentanter fra ledelsen og repræsentanter for de ansatte diskuterer forskellige forhold på arbejdspladsen.
Det er de ansattes tillidsrepræsentanter, der er medlemmer af sam- arbejdsudvalget.

På større arbejdspladser skal man desuden vælge en arbejdsmiljø- repræsentant, der tager sig af arbejdsmiljøet, dvs. de ansattes fysiske og psykiske sikkerhed på arbejdspladsen.

Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af medarbejderne på et møde, hvor ledelsen ikke deltager. Ligesom tillidsrepræsentanter er arbejdsmiljø- repræsentanter beskyttet i deres ansættelse. Det betyder, at arbejds- giveren ikke kan fyre en arbejdsmiljørepræsentant, fordi arbejdsgiveren og arbejdsmiljørepræsentanten er uenige om arbejdsmiljøet.

Meget medbestemmelse på arbejdspladser i Danmark foregår uformelt. Hvis folk har noget, de er utilfredse med eller vil foreslå, taler de normalt med deres nærmeste chef om det.

Regler for fyring

En arbejdsgiver skal i de fleste tilfælde have en saglig og reel grund til at fyre en ansat, fx at man ikke er egnet til jobbet, at der er samarbejds- problemer, eller at der er forhold i virksomheden, der kræver fyring, fx besparelser. Hvis der er en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, skal arbejdsgiveren ofte tale med ham eller hende om fyringen.

En arbejdsgiver må ikke fyre en ansat på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politiske holdninger, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Det er heller ikke tilladt at fyre folk på grund af graviditet eller barsel.

En ansat må ikke fyres, fordi den ansatte vælger ikke at være medlem af en fagforening, eller fordi den ansatte melder sig ind i en fagforening. En ansat må heller ikke fyres, fordi han eller hun ikke er medlem af den samme fagforening som kollegerne på en arbejdsplads, ligesom arbejdsgiveren heller ikke kan forlange medlemskab af en bestemt fagforening.

Hvis man mister sit arbejde

I Danmark er det frivilligt, om man vil forsikre sig økonomisk ved arbejdsløshed. Man er ikke forsikret økonomisk ved arbejdsløshed, med mindre man er medlem af en arbejdsløshedskasse (a-kasse). A-kasser er private foreninger, og de fleste er medlem af en A-kasse. Ca. 70 % af lønmodtagerne i Danmark er medlem af en A-kasse.

Hvis man ikke er medlem af en a-kasse, kan man få økonomisk hjælp (kontanthjælp) fra kommunen, hvis man mister sit arbejde. Det kræver dog, at man opfylder en række betingelser.

Arbejdsløshedskassen er en forsikringsordning, der sikrer en mod de økonomiske konsekvenser* af arbejdsløshed. Den enkelte indbetaler et kontingent, og til gengæld kan man som udgangspunkt få støtte, dvs. dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs. Arbejdsløshedskasserne støttes økonomisk af det offentlige, så en stor del af dagpengene betales ikke blot af kontingentet, men også af offentlige midler, dvs. via skatterne. De fleste a-kasser er tæt knyttet til fagforeningerne, men man kan godt være medlem af en arbejdsløshedskasse, selv om man ikke er medlem af en fagforening. Der er også a-kasser, der ikke er knyttet til bestemte fagforeninger

Hvis man er medlem af en arbejdsløshedskasse, har man normalt ret til dagpenge i en periode, hvis man mister sit arbejde. Man skal dog stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at man sige ja, hvis man bliver tilbudt et arbejde, og at man aktivt skal søge job. Man bliver indkaldt til møde på kommunens jobcenter, når man begynder at få udbetalt dagpenge. På mødet skal man lave en jobplan sammen med jobcentret. En jobplan er en skriftlig aftale mellem jobcentret og den ledige. Den indeholder en beskrivelse af, hvad man kan gøre for at få et arbejde (skrive ansøgninger, måske deltage i kurser mv.) og en tidsplan. Formålet er, at en arbejdsløs hurtigst muligt kommer i arbejde igen.

For at få udbetalt dagpenge har man pligt til at overholde jobplanen. Samtidig med samtaler i jobcentret deltager man i samtaler i a-kassen.

Hvis man ikke er medlem af en a-kasse, kan man få uddannelseshjælp eller kontanthjælp fra kommunen. Det kræver dog, at man lever op til nogle betingelser – fx at man ikke forsørges af sin ægtefælle eller sin samlever. De to ydelser er normalt lavere end dagpenge. Og man har pligt til at deltage i den indsats, som kommunen tilbyder.

Der er normalt også mulighed for i en periode at få hjælp under sygdom.

At være selvstændig erhvervsdrivende

Hvis man gerne vil være selvstændig erhvervsdrivende, skal man registrere sig hos Erhvervsstyrelsen via deres hjemmeside og give nogle få oplysninger. Man kan søge råd om, hvordan det er at arbejde som selvstændig, hos en vækstkonsulent, der har stor erfaring i at hjælpe folk med at starte en virksomhed.

Man kan også henvende sig til den lokale erhvervsrådgiver i kom- munen. Endvidere er der kommunale kurser for folk, der gerne vil være selvstændige. På disse kurser kan man lære noget om økonomi, regnskab eller personaleledelse. Som selvstændig erhvervsdrivende har man bl.a. pligt til at føre regnskab, og virksomhedens overskud eller underskud skal opgives til SKAT.

Kapitel 6

Man har som borger pligt til at overholde landets love, og nogle love kan man straffes for at overtræde. Politiet undersøger sager, hvor der er mistanke om, at en person har gjort noget strafbart. Men det er domstolene, der afgør, om en person skal straffes for at have overtrådt lovgivningen.

Politiet

Det er bl.a. politiets opgave at sikre ro og orden samt forhindre, efter- forske* og opklare kriminalitet. Hvis der er mistanke* om, at en person har gjort noget strafbart, er det politiet, der undersøger sagen. Politiet afhører* personen og indsamler beviser. Det er også politiet, som man kontakter, hvis man selv bliver udsat* for en forbrydelse. Man kan ringe, sende et brev eller en e-mail eller møde op på en politistation.

Politiet skal følge en række regler, når de anholder eller afhører en person. Disse regler er til for at beskytte borgeren. Politiet må fx ikke bruge vold eller true med vold under afhøringen. Politiet skal også informere den anholdte person om, hvad han eller hun er mistænkt for.

Hvis en person bliver anholdt, fordi han eller hun er mistænkt for at have gjort noget strafbart, skal personen enten løslades igen eller stilles for en dommer inden for 24 timer. Dommeren skal så tage stilling
til, om personen skal løslades eller skal være fængslet, mens politiet efterforsker sagen.

Nogle sager skal ikke for en domstol, hvis den mistænkte selv accepterer at blive straffet med en bøde. Det ses fx ved overtrædelser af færdselslov- givningen.

Domstole og straf

Det er domstolene, der vurderer, om en person, der bliver tiltalt for noget strafbart, er skyldig og skal straffes. Som omtalt skal nogle sager ikke for en domstol, hvis den mistænkte selv accepterer at blive straffet med en bøde. Børn under 15 år kan ikke straffes.

Domstolene er uafhængige*. Det betyder, at regeringen eller Folketinget ikke kan bestemme, hvordan domstolene skal dømme i en bestemt
sag. Dommerne skal kun rette sig efter, hvad der står i de love, som Folketinget har vedtaget.

Regeringen eller Folketinget kan heller ikke afskedige en dommer, hvis de er utilfredse med, hvordan han eller hun dømmer i straffesager.

De fleste sager bliver afgjort i byretten. Der er 24 byretter fordelt over hele landet. På Færøerne er der én ret. I Grønland er der én landsret (Grønlands Landsret), en ret (Retten i Grønland) og en række kredsretter. Når der er givet en dom i byretten, kan man normalt anke* dommen

til landsretten, hvis man er uenig i byrettens dom. Dvs., at man beder om at få afgørelsen* prøvet ved landsretten. Der er to landsretter i Danmark: Østre Landsret i København og Vestre Landsret i Viborg. Som omtalt er der endvidere en landsret i Grønland. Når en sag er anket til landsretten, og landsretten har truffet en beslutning, kan sagen som regel ikke ankes til Danmarks øverste domstol, Højesteret. Hvis en sag er startet med behandling i landsretten, kan den derimod som regel ankes til Højesteret.

Der er normalt offentlig adgang til retssalen, når en sag behandles. Dog kan visse sager behandles bag lukkede døre. Dommeren kan
også bestemme, at en person ikke må få adgang til retslokalet, fx hvis personen er beruset*. Dommeren kan også nægte en person adgang til retssalen, hvis det er nødvendigt for at få en sand forklaring af et vidne.

Straffe

De almindelige straffe i Danmark er bøde eller fængsel. Den hårdeste straf er fængsel på livstid. Der er ikke dødsstraf i Danmark. En straf kan være ubetinget eller betinget. En ubetinget fængselsstraf betyder, at fængselsstraffen skal afsones. En betinget fængselsstraf betyder,
at man kan undgå at afsone fængselsstraffen, hvis man opfylder nogle betingelser* i en periode. Disse betingelser fastsættes af domstolene. En af betingelserne er, at den dømte i en periode – ofte et eller to år
– ikke begår ny kriminalitet. En anden betingelse kan være, at den dømte skal udføre samfundstjeneste uden at få løn for det.

Betinget fængselsstraf bruges ofte for personer, der ikke før har været straffet, og for mindre alvorlige forbrydelser.

Straffeattest

En straffeattest er et dokument, der viser, om en person har været straffet for visse forbrydelser. Hvis man har været straffet, fortæller straffeattesten, hvad man er straffet for, og hvilken straf man har fået. Den straffeattest, som man selv kan få udleveret og vise til en privat arbejdsgiver, kaldes en privat straffeattest. Hvis man har overtrådt straffeloven eller lovgivningen om euforiserende stoffer (fx besiddelse af hash eller andre ulovlige stoffer), bliver det noteret* på ens straffeattest. Hvis man bliver straffet i udlandet, kan det også blive noteret på straffe- attesten. Det bliver derimod ikke noteret på ens private straffeattest, hvis man overtræder andre love, fx hvis man overtræder færdselsloven ved at køre for hurtigt. Oplysninger på den private straffeattest slettes igen efter 2-5 år afhængigt* af, hvilken straf der er tale* om.

Arbejdsgivere beder nogle gange om at se en straffeattest, før de ansæt- ter en person. Arbejdsgiveren kan i nogle tilfælde nægte at ansætte personer, der er blevet straffet, eller som ikke vil vise deres straffeattest.

Man kan henvende sig til politiet for at få sin straffeattest.

 Kapitel 5

Det lokale selvstyre

Der er en lang tradition for lokalt selvstyre i Danmark. Det er kommu- nalbestyrelserne og regionsrådene, der står for det lokale selvstyre. Det er tanken med det lokale selvstyre, at de offentlige opgaver, der har med borgernes dagligdag at gøre, skal løses så tæt på borgerne som muligt. Faktisk hører Danmark til de lande, hvor flest opgaver bliver løst lokalt.

Når en borger skal i kontakt med det offentlige, henvender han eller hun sig næsten altid til kommunens borgerservice. Her kan man få svar på spørgsmål, hvis man fx skal flytte eller have pension. Og man kan som regel få ordnet praktiske ting, fx hvis man skal have pas eller kørekort.

Kommuner og regioner styres af folkevalgte forsamlinger. 
I kommunerne hedder det kommunalbestyrelser, og i regionerne hedder det regionsråd. Der er valg til kommuner og regionsråd på samme tid. Det foregår hvert fjerde år (2013, 2017 osv.).

Kommunerne

Der er 98 kommuner i Danmark. De har meget forskellige størrelser. Det gælder både, hvad angår befolkningstal, og hvad angår areal.

Kommunerne har ansvaret for de fleste af de velfærdsydelser*, som borgerne har mulighed for at få, og står for driften af fx de offentlige børnehaver, vuggestuer og folkeskoler. Man melder fx sit barn i børnehave, vuggestue og folkeskole hos kommunen. Kommunerne har også vigtige opgaver i forbindelse med fx beskæftigelse, integration, veje, afhentning af affald, miljø samt fritids- og kulturtilbud. Desuden har kommunerne ansvaret for en række sociale ydelser og tilbud som fx hjælp til ældre borgere, der har svært ved at klare sig selv, samt hjælp til mennesker med handicap eller visse former for psykisk sygdom.

Hos kommunens borgerservice kan man få at vide, hvor man skal henvende sig i forbindelse med forskellige spørgsmål.

Kommunen bestemmer selv inden for nogle bestemte rammer, hvor mange medlemmer der skal være i kommunalbestyrelsen. Der er mel- lem 19 og 31 medlemmer af kommunalbestyrelsen afhængigt af, hvad kommunalbestyrelsen har besluttet. I de mindste kommuner er der dog ned til 9 medlemmer og i København op til 55 medlemmer.

Det skal være et ulige antal medlemmer af kommunalbestyrelsen. Formanden for kommunalbestyrelsen kaldes borgmesteren.

Borgmesteren er den øverste politiske leder af kommunens administration. Borgmesteren vælges af kommunalbestyrelsen.

Hvert år laver regeringen en aftale med kommunernes interesseorga- nisation KL (Kommunernes Landsforening) om, hvor mange penge kommunerne tilsammen må bruge. Dermed kan regeringen påvirke den samlede kommunale økonomi. Kommunerne fordeler herefter beløbet ud til de enkelte kommuner. Den enkelte kommunalbestyrelse beslutter herefter, hvor mange penge der skal bruges til de velfærds- ydelser, som kommunalbestyrelsen har ansvaret for.

Fx kan kommunalbestyrelsen bestemme, hvor mange vuggestuer, børnehaver og folkeskoler der skal være i kommunen.

Kommunerne har ret til at udskrive skatter. Dermed er de selv med til at skaffe en del af pengene til at løse deres opgaver. Staten giver også penge til kommunerne efter nogle særlige regler.

Regionerne

Danmark er opdelt i fem regioner. Det er;

• Region Hovedstaden (København, Nordsjælland og Bornholm)

• Region Sjælland (Vestsjælland, Midtsjælland, Sydsjælland og Lolland-Falster)


• Region Syddanmark (Fyn samt Syd- og Sønderjylland)

• Region Midtjylland (Øst-, Midt- og Vestjylland)

• Region Nordjylland (Nordjylland)

Regionerne har bl.a. ansvar for sundhedsområdet. Det er regionerne, der driver* de offentlige sygehuse.

Regionerne har ikke ret til at udskrive skatter, men får deres penge direkte fra staten. Hver region ledes af et regionsråd med en regions- rådsformand i spidsen. Der er valg til regionsrådene hvert fjerde år. Mange af de partier, der stiller op til regionsrådsvalget, stiller også op til Folketinget. Regionsrådsformanden vælges af regionsrådet. Regionsrådene har hver 41 medlemmer.

Regionsrådene har en interesseorganisation, der hedder Danske Regioner.