Kapitel 8
Danmark er kendt for sin flexicurity-model. Ordet ’flexicurity’ er en sammentrækning af de engelske ord for fleksibilitet og sikkerhed.
Det danske arbejdsmarked er blandt andet kendetegnet ved:
- At det er let for arbejdsgiverne at ansætte og fyre medarbejdere, og at de ansatte har mulighed for hurtigt at skifte job (fleksibilitet)
- At borgeren har mulighed for at få dagpenge eller kontanthjælp, hvis han eller hun mister sit job (sikkerhed). Derudover kan borgere få tilbud, der kan hjælpe dem i job eller ud- dannelse, hvis de ikke har et arbejde. Borgerne kan fx få vejledning, jobtilbud eller tilbud om uddannelse.
Kollektive overenskomster
I Danmark bestemmes de fleste forhold på arbejdsmarkedet af om- fattende aftaler mellem fagforeningerne og arbejdsgivernes foreninger. Disse aftaler kaldes for kollektive* overenskomster. De kollektive overenskomster regulerer* de fleste forhold på arbejdsmarkedet, som fx løn, arbejdstid, løn under sygdom og barsel samt pension og ret til efteruddannelse.
I Danmark blander staten sig ikke så meget i forhold, der har med arbejdsmarkedet at gøre, som staten gør i mange andre lande. Det er altså ikke Folketinget, der bestemmer fx den ugentlige arbejdstid. Folketinget bestemmer heller ikke, at der skal være en bestemt mindste- løn på det danske arbejdsmarked. At mange forhold på arbejdsmarkedet bestemmes af arbejdsmarkedets parter og ikke af Folketinget kaldes ofte for ’den danske model’.
Det sker dog, at staten gennem lovgivning bestemmer forholdene på arbejdsmarkedet. Det gælder fx, hvis arbejdsgiverne og de ansattes organisationer ikke kan blive enige, når de forhandler nye overens- komster.
De kollektive overenskomster dækker* dog ikke alle områder. Fx er mange højtuddannede ansatte i det private erhvervsliv som fx ingeniører, økonomer og jurister ikke dækket* af kollektive overenskomster og skal derfor typisk* selv forhandle deres løn- og ansættelsesvilkår, når de bliver ansat.
Fagforeninger
Fagforeningerne tager sig af medlemmernes faglige interesser på arbejdspladsen. Det gælder fx løn og arbejdsforhold samt samarbejde med ledelsen. Medlemmerne betaler et kontingent* til fagforeningen.
I Danmark er der en lang tradition for, at en stor del af de ansatte er medlem af en fagforening. I Danmark er nu omkring 67 pct. af alle lønmodtagere medlem af en fagforening. Det er en høj andel sammen- lignet med mange andre lande.
Medlemmerne af en fagforening vælger en eller flere tillidsrepræsen- tanter på den enkelte arbejdsplads. Tillidsrepræsentanter vælges blandt medarbejderne på et møde, hvor arbejdsgiveren ikke er med. Tillidsrepræsentanterne har en særlig beskyttelse mod at blive fyret eller flyttet til en anden arbejdsplads.
Tillidsrepræsentanter repræsenterer de ansatte over for ledelsen, fx i forbindelse med lønforhandlinger. De ansatte kan også få råd og vejledning af tillidsrepræsentanten, fx om overarbejde eller forholdet til ledelsen. En tillidsrepræsentant – eller kollegerne på arbejdspladsen – kan ifølge loven ikke tvinge* folk til at være medlem af en bestemt fagforening eller til at være medlem af en fagforening. Man bestemmer altså selv, om man vil være medlem af en fagforening.
Møderne i en fagforening på arbejdspladsen kaldes for ”klubmøder”. Her kan alle arbejdspladsens medlemmer af fagforeningen møde op. På klubmøderne diskuterer man forskellige forhold på arbejdspladsen, fx løn eller løntillæg, og det er også her, man vælger tillidsrepræsentan- ter. På mødet kan alle medlemmer stille* op til valget til tillidsrepræsen- tant. Hvis flere stiller op, stemmer man om, hvem det skal være.
Når man får arbejde
I loven står der, at alle, der arbejder mere end otte timer om ugen, skal have et ansættelsesbevis* senest en måned efter, at man er blevet ansat.
Arbejdsgiveren skal bl.a. oplyse*, hvad der er aftalt med hensyn til løn, arbejdssted, arbejdstid, begyndelsestidspunkt, ferie, opsigelsesvarsler* mv. Hvis ansættelsen er omfattet af en kollektiv* overenskomst*, skal arbejdsgiveren også oplyse dette.
Ved ansættelsen må arbejdsgiveren kun lægge vægt* på de kvalifika- tioner, man skal have for at kunne udføre jobbet. Når man søger et job, må arbejdsgiveren derfor ikke spørge til ens helbred og antal af sygedage i tidligere job, eller om man er gravid eller planlægger at få børn. Arbejdsgiveren må dog gerne spørge til helbredsforhold, der har betydning for det arbejde, man skal lave. Arbejdsgiveren må fx godt spørge, om man har haft dårlig ryg, hvis man søger et job i bygge- og anlægsbranchen. Den ansatte har omvendt pligt til at oplyse om helbredsforhold, der kan have betydning for jobbet. Arbejdsgiveren må heller ikke spørge om ens religion, når man søger et job.
Løn
I Danmark er der ikke nogen lovgivning om mindsteløn. Lønnen aftales i de kollektive overenskomster. Langt de fleste kollektive overenskom- ster på det private arbejdsmarked fastsætter kun en mindstebetaling inden for den branche*, som overenskomsten dækker. Med andre ord vil der i mange tilfælde være en forhandling på den enkelte arbejdsplads om, hvad den faktiske løn skal være. I mange tilfælde vil det være tillidsrepræsentanten, der aftaler den faktiske løn med ledelsen. Er der ikke nogen tillidsrepræsentant på ens arbejdsplads, kan man i visse tilfælde bede om en samtale med sin leder vedrørende* lønnen.
Er man ansat i det offentlige, er lønnen typisk aftalt centralt mellem fagforeningerne og de offentlige arbejdsgivere (stat, region og kom- mune).
Arbejdstid
Hvis man har et almindeligt lønarbejde i en privat virksomhed eller i det offentlige, er den mest almindelige arbejdstid på 37 timer om ugen. Ved skifteholdsarbejde og fast natarbejde er arbejdstiden ofte lidt lavere. Arbejdstidens længde aftales ved de kollektive forhandlinger mellem de ansattes og arbejdsgivernes organisationer. 37 timer er en ret lav ugent- lig arbejdstid sammenlignet med mange andre lande. Til gengæld er det meget udbredt i Danmark, at begge ægtefæller arbejder på fuld tid.
Det kaldes ”nedsat tid” eller ”deltid”, hvis man arbejder mindre end den almindelige arbejdstid på normalt 37 timer om ugen. På nogle områder er det almindeligt at have deltidsarbejde, fx blandt sygeplejersker eller butiksansatte. Der er flere kvinder end mænd, der arbejder på deltid.
Man kan altid bede om at komme på nedsat tid. Men det er arbejds- giveren, der bestemmer, om man kan få lov til det. Omvendt kan arbejdsgiveren ikke forlange*, at man skal gå på deltid.
Ferie
En lønmodtager, som har været ansat i et helt kalenderår, har ret til fem ugers betalt ferie i det efterfølgende ferieår. Nogle har også ret til en sjette ferieuge. Det afhænger af ens overenskomst. Ferieåret løber fra 1. maj til 30. april året efter. Hvis man ikke har været ansat i et helt kalenderår, har man også ret til betalt ferie. Men længden af den betalte ferie afhænger af, hvor lang tid man har været ansat i kalenderåret.
Selv om man ikke har ret til betalt ferie, har man altid ret til at holde fem ugers ferie i ferieåret.
Normalt aftaler man med arbejdsgiveren, hvornår man skal holde ferie. Normalt har man ret til at holde tre ugers ferie i sammenhæng i perioden mellem den 1. maj og den 30. september.
Når man får et nyt arbejde, kan man holde den ferie, man har optjent, men ikke har afholdt, hos en tidligere arbejdsgiver.
Barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov
Der er nogle særlige regler for, hvor længe man kan få orlov i forbindelse med barsel, og hvad man kan få i økonomisk støtte. Den generelle regel i lovgivningen er, at moderen har ret til fire ugers graviditetsorlov inden fødslen og 14 ugers barselsorlov efter fødslen. Faderen har ret til to ugers fædreorlov. Derefter har forældrene hver især ret til 32 ugers forældre- orlov eller tilsammen 64 uger.
Der er mulighed for at modtage offentlig økonomisk støtte (barsels- dagpenge) i forbindelse med graviditetsorlov, barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov. Under forældreorloven har forældrene ret til 32 ugers barselsdagpenge tilsammen.
Hvis man er ansat under en kollektiv overenskomst, kan man have ret til løn under orlov. Det kan også fremgå af ens ansættelseskontrakt.
Demokrati på arbejdspladsen
På større arbejdspladser skal der være et samarbejdsudvalg, hvor repræsentanter fra ledelsen og repræsentanter for de ansatte diskuterer forskellige forhold på arbejdspladsen. Det er de ansattes tillidsrepræsentanter, der er medlemmer af sam- arbejdsudvalget.
På større arbejdspladser skal man desuden vælge en arbejdsmiljø- repræsentant, der tager sig af arbejdsmiljøet, dvs. de ansattes fysiske og psykiske sikkerhed på arbejdspladsen.
Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af medarbejderne på et møde, hvor ledelsen ikke deltager. Ligesom tillidsrepræsentanter er arbejdsmiljø- repræsentanter beskyttet i deres ansættelse. Det betyder, at arbejds- giveren ikke kan fyre en arbejdsmiljørepræsentant, fordi arbejdsgiveren og arbejdsmiljørepræsentanten er uenige om arbejdsmiljøet.
Meget medbestemmelse på arbejdspladser i Danmark foregår uformelt. Hvis folk har noget, de er utilfredse med eller vil foreslå, taler de normalt med deres nærmeste chef om det.
Regler for fyring
En arbejdsgiver skal i de fleste tilfælde have en saglig og reel grund til at fyre en ansat, fx at man ikke er egnet til jobbet, at der er samarbejds- problemer, eller at der er forhold i virksomheden, der kræver fyring, fx besparelser. Hvis der er en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, skal arbejdsgiveren ofte tale med ham eller hende om fyringen.
En arbejdsgiver må ikke fyre en ansat på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politiske holdninger, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Det er heller ikke tilladt at fyre folk på grund af graviditet eller barsel.
En ansat må ikke fyres, fordi den ansatte vælger ikke at være medlem af en fagforening, eller fordi den ansatte melder sig ind i en fagforening. En ansat må heller ikke fyres, fordi han eller hun ikke er medlem af den samme fagforening som kollegerne på en arbejdsplads, ligesom arbejdsgiveren heller ikke kan forlange medlemskab af en bestemt fagforening.
Hvis man mister sit arbejde
I Danmark er det frivilligt, om man vil forsikre sig økonomisk ved arbejdsløshed. Man er ikke forsikret økonomisk ved arbejdsløshed, med mindre man er medlem af en arbejdsløshedskasse (a-kasse). A-kasser er private foreninger, og de fleste er medlem af en A-kasse. Ca. 70 % af lønmodtagerne i Danmark er medlem af en A-kasse.
Hvis man ikke er medlem af en a-kasse, kan man få økonomisk hjælp (kontanthjælp) fra kommunen, hvis man mister sit arbejde. Det kræver dog, at man opfylder en række betingelser.
Arbejdsløshedskassen er en forsikringsordning, der sikrer en mod de økonomiske konsekvenser* af arbejdsløshed. Den enkelte indbetaler et kontingent, og til gengæld kan man som udgangspunkt få støtte, dvs. dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs. Arbejdsløshedskasserne støttes økonomisk af det offentlige, så en stor del af dagpengene betales ikke blot af kontingentet, men også af offentlige midler, dvs. via skatterne. De fleste a-kasser er tæt knyttet til fagforeningerne, men man kan godt være medlem af en arbejdsløshedskasse, selv om man ikke er medlem af en fagforening. Der er også a-kasser, der ikke er knyttet til bestemte fagforeninger
Hvis man er medlem af en arbejdsløshedskasse, har man normalt ret til dagpenge i en periode, hvis man mister sit arbejde. Man skal dog stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at man sige ja, hvis man bliver tilbudt et arbejde, og at man aktivt skal søge job. Man bliver indkaldt til møde på kommunens jobcenter, når man begynder at få udbetalt dagpenge. På mødet skal man lave en jobplan sammen med jobcentret. En jobplan er en skriftlig aftale mellem jobcentret og den ledige. Den indeholder en beskrivelse af, hvad man kan gøre for at få et arbejde (skrive ansøgninger, måske deltage i kurser mv.) og en tidsplan. Formålet er, at en arbejdsløs hurtigst muligt kommer i arbejde igen.
For at få udbetalt dagpenge har man pligt til at overholde jobplanen. Samtidig med samtaler i jobcentret deltager man i samtaler i a-kassen.
Hvis man ikke er medlem af en a-kasse, kan man få uddannelseshjælp eller kontanthjælp fra kommunen. Det kræver dog, at man lever op til nogle betingelser – fx at man ikke forsørges af sin ægtefælle eller sin samlever. De to ydelser er normalt lavere end dagpenge. Og man har pligt til at deltage i den indsats, som kommunen tilbyder.
Der er normalt også mulighed for i en periode at få hjælp under sygdom.
At være selvstændig erhvervsdrivende
Hvis man gerne vil være selvstændig erhvervsdrivende, skal man registrere sig hos Erhvervsstyrelsen via deres hjemmeside og give nogle få oplysninger. Man kan søge råd om, hvordan det er at arbejde som selvstændig, hos en vækstkonsulent, der har stor erfaring i at hjælpe folk med at starte en virksomhed.
Man kan også henvende sig til den lokale erhvervsrådgiver i kom- munen. Endvidere er der kommunale kurser for folk, der gerne vil være selvstændige. På disse kurser kan man lære noget om økonomi, regnskab eller personaleledelse. Som selvstændig erhvervsdrivende har man bl.a. pligt til at føre regnskab, og virksomhedens overskud eller underskud skal opgives til SKAT.