Kapitel 7
Danmark er medlem af adskillige internationale organisationer. På den måde har Danmark indflydelse på verden uden for Danmark. Samtidig har beslutninger, der tages i de internatio- nale organisationer, indflydelse på rammerne* for det danske samfund. Størst indflydelse har EU – Den Europæiske Union.
EU – Den Europæiske Union
Danmark er medlem af EU. EU er et økonomisk, politisk og retligt* samarbejde mellem 28 europæiske lande. EU’s hovedkvarter er i Bruxelles i Belgien.
Det europæiske samarbejde startede i 1952. Til at begynde med var der seks vesteuropæiske lande i samarbejdet. Blandt de seks lande var Tyskland og Frankrig, som havde været i krig med hinanden under 2. verdenskrig (1939-1945). Formålet med samarbejdet var at skabe varig* fred i Europa ved at knytte* landene sammen. Man begyndte med det økonomiske samarbejde, men i dag omfatter EU også samarbejde på politiske og retlige områder.
Danmark blev medlem af EU, eller EF, som det hed dengang, i 1973. Det skete efter en folkeafstemning, hvor danskerne skulle stemme ja eller nej til, om Danmark skulle være medlem. Dengang var der ligesom nu både modstandere og tilhængere af medlemskabet i befolkningen. I Folketinget har der altid været flere tilhængere af EU, end der har været modstandere.
Det indre marked
EU forsøger at skabe et fælles marked for handel på de flest mulige områder. Formålet med det indre marked er blandt andet, at virksom- heder i EU frit kan sælge deres produkter i alle EU-lande. Det betyder blandt andet,
• at det enkelte medlemsland som udgangspunkt ikke kan forbyde* virksomheder fra andre medlemslande at sælge deres produkter i landet
• at det enkelte medlemsland normalt ikke kan kræve, at virksomheder fra andre medlemslande skal betale særlige afgifter* for at sælge deres varer i landet
Det indre marked gør det derfor lettere at handle mellem medlems- landene, og det øger* handlen og den økonomiske vækst. Det indre marked gælder også for arbejdskraft. Det betyder blandt andet,
- at en borger fra ét EU-land normalt har ret til at arbejde i et andet EU-land
- at en borger fra ét EU-land, der arbejder i et andet EU-land, fx Tyskland, i stort omfang har de samme rettigheder som tyske borgere. Det gælder bl.a. ret til lægehjælp.
EU’s indflydelse på dansk politik
EU har i årenes løb fået mere og mere indflydelse på medlems- landenes politik. Fx har EU stor indflydelse på den økonomiske politik i Danmark. Det betyder bl.a., at EU har sat grænser for, hvor store underskud der kan være på det danske statsbudget.
EU har også stor indflydelse på mange andre områder som fx landbrugs- politik og miljøpolitik. Men Danmark har også stor indflydelse på EU’s politik. Danske ministre og embedsmænd deltager i de møder i EU, hvor EU’s politikker og lovgivning fastlægges*.
De danske forbehold
I 1992 var der en folkeafstemning i Danmark om en ny EU-traktat (Maastricht-traktaten), der skulle give EU mere indflydelse på medlems- landenes forhold. Danskerne skulle blandt andet stemme ja eller nej til, om Danmark skulle være med i et tættere økonomisk samarbejde med de andre EU-lande, og om man skulle have en fælles valuta. Et flertal stemte nej til den nye EU-traktat.
De andre EU-lande sagde ja til den nye EU-traktat. Den danske regering besluttede derfor at forhandle med de andre EU-lande om at få nogle danske undtagelser*. Det betød, at Danmark fik nogle forbehold, det vil sige nogle områder, hvor Danmark ikke er med i EU-landenes samarbejde.
Danmarks forbehold handler blandt andet om:
- Den fælles valuta, euroen. Dette forbehold betyder, at Danmark ikke har euroen som valuta.
- Militært samarbejde. Dette forbehold betyder, at Danmark ikke deltager i militære operationer, som er en del af EU-samarbejdet.
- Retligt samarbejde. Dette forbehold betyder, at Danmark ikke deltager i det fælles EU-samarbejde om fx nye fælles EU-regler om politi, strafferet, asyl, indvandring, skilsmisser og forældremyndighed. Danmark kan selv bestemme, om man vil afskaffe* et eller flere af forbeholdene. Forbeholdene vil kunne fjernes eller ændres efter en ny folkeafstemning, hvor den danske befolkning stemmer for at afskaffe dem. Valuta De danske forbehold betyder som nævnt, at Danmark ikke har euroen som valuta, men den danske krone. Nogle andre lande inden for EU har også deres egen valuta, fx Sverige og Storbritannien. De fleste EU-lande har dog indført euroen som valuta. EU’s vigtigste institutioner EU’s vigtigste institutioner er:
- Det Europæiske Råd
- Kommissionen
- Ministerrådet
- Europa-Parlamentet
- EU-Domstolen EU’s overordnede* politiske retningslinjer* vedtages* i Det Europæiske Råd. Det er medlemslandenes stats- og regeringschefer, Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand, der deltager i Det Europæiske Råds møder.
Når EU skal have ny lovgivning, sker det i et samarbejde mellem:
- Kommissionen, der kommer med forslag til ny lovgivning i EU, og
- Ministerrådet og Europa-Parlamentet, som forhandler og vedtager lovgivningen
På enkelte områder vedtager Ministerrådet dog ny lovgivning uden Europa-Parlamentet.
Kommissionen er delt op i forskellige politiske områder – fx miljø, økonomi og landbrug. Hvert område ledes af en kommissær, og hvert land i EU har en EU-kommissær. Kommissærerne fungerer ikke som repræsen- tanter for det land, de kommer fra, og de skal arbejde uafhængigt* af deres eget lands interesser. Kommissionens rolle er blandt andet at komme med forslag til ny lovgivning i EU. Kommissionen kontrollerer også, om EU-landene overholder lovgivning, som EU har vedtaget.
Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslandenes regeringer. Når der er møde i Ministerrådet, deltager medlemslandenes ministre for det pågældende område. Fx deltager miljøministrene fra alle EU-lande i Ministerrådets møder om miljøpolitik. Ministerrådets opgave er især at behandle de forslag til ny lovgivning, som Kommissionen kommer med. Det sker oftest i samarbejde med Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet er en folkevalgt forsamling. Europa-Parlamentet er på de fleste områder sammen med Ministerrådet med til at behandle og vedtage de forslag til ny lovgivning i EU, som Kommissionen fremsæt- ter.
Alle statsborgere i EU, der har ret til at stemme, er med til at vælge, hvem der skal være medlem af Europa-Parlamentet. Parlamentet har i alt 751 medlemmer (fra Europa-Parlamentsvalget 2014). Hvert land har et antal pladser, der afspejler landets indbyggertal. Danmark har 13 medlemmer i parlamentet, mens store lande som Polen og Tyskland har et større antal medlemmer.
Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Mange af de politiske partier, som kendes fra Folketinget, opstiller kandidater til valget. I Danmark opstiller desuden ”Folkebevægelsen mod EU”, som for tiden har ét medlem af Europa-Parlamentet. Der er typisk en lavere deltagelse ved valg til Europa-Parlamentet end ved valg til Folketinget. Stemmeprocenten i Danmark ved valget til Europa-Parlamentet i 2009 var næsten 60 %. Ved valget til Folketinget i 2011 var stemmeprocenten næsten 88 %. I Europa-Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. De danske medlemmer danner altså ikke en særlig dansk gruppe, men er hver især medlemmer af Europa-Parlamentets forskellige politiske grupper.
EU har desuden en særlig domstol: EU-Domstolen. Den har omfattende rettigheder både til at tolke* EU’s traktat og til at tage stilling i rets- sager, der angår EU’s regler. Domstolen har haft stor betydning for den praktiske udformning af EU-samarbejdet.
Andre former for internationalt samarbejde
Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Europarådet er en selvstændig organisation, der består af 47 europæiske lande. Danmark har været medlem fra starten i 1949. Europarådet har bl.a. vedtaget* Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den indeholder en række grundlæggende rettigheder, som i et vist om- fang svarer til de rettigheder, man kender fra den danske grundlov, fx ytringsfrihed og forsamlingsfrihed (se Kapitel 4). Den indeholder også andre rettigheder, fx forbud mod tortur og ret til retfærdig rettergang.
Der er også oprettet en særlig domstol – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – som skal sikre, at konventionen overholdes. Som borger kan man klage til denne domstol, hvis man mener, at ens grundlæggende rettigheder er krænket*. Man skal have benyttet sig af de muligheder for at klage og anke, som findes i det enkelte land, før man kan klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
FN – De Forenede Nationer
FN blev grundlagt i 1945, kort efter afslutningen på 2. verdenskrig. Danmark har været medlem fra begyndelsen. FN er en sammenslutning af næsten alle stater i verden, i alt omkring 200. FN’s formål er at skabe fred og udvikling i verden. FN arbejder bl.a. for at hjælpe ved store katastrofer (fx sult og naturkatastrofer). FN forsøger også at hjælpe i kampen mod analfabetisme og sygdomme.
FN arbejder desuden med at fremme menneskerettigheder i alle lande i verden. Det gælder fx religionsfrihed og ytringsfrihed samt forbud mod tortur og diskrimination. Det er rettigheder, der i et vist omfang svarer til rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Rettighederne omfatter også etniske, religiøse og sproglige minoriteters ret til at have deres egen kultur, til at praktisere deres egen religion og til at bruge deres eget sprog.
Hvert år mødes politikerne fra medlemslandene til FN’s generalfor- samling for at diskutere fælles politiske emner. Alle lande kan foreslå politiske emner, som skal diskuteres. Det kan være emner, der handler om militære konflikter eller miljøproblemer. Det kan også være emner, der handler om, hvordan man kan forbedre forholdene for bestemte grupper i samfundet som fx kvinder og børn.
FN’s sikkerhedsråd
FN har et sikkerhedsråd. FN’s sikkerhedsråd spiller en stor rolle for arbejdet for fred i verden. Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA har en fast plads i sikkerhedsrådet. Andre lande har plads i sik- kerhedsrådet i kortere perioder. Danmark har flere gange været medlem af FN’s sikkerhedsråd.
Sikkerhedsrådet har ansvar for at opretholde* international fred og orden. FN’s sikkerhedsråd kan fx bede medlemslandene om at ændre noget i deres politik, fx over for bestemte befolkningsgrupper. Sikkerhedsrådet kan også indføre økonomiske eller militære sanktioner mod et land, som fx undertrykker* befolkningsgrupper i landet, producerer ulovlige våben eller angriber andre lande. Sikkerhedsrådet kan også bruge militær magt, hvis det mener, at et bestemt land er en trussel* mod international sikkerhed.
FN har somme tider svært ved at handle*, fordi medlemmerne af sikkerhedsrådet ikke kan blive enige. De faste medlemmer af sikkerhedsrådet kan nedlægge* veto. Hvis der er nedlagt et veto i sikkerhedsrådet i forhold til et bestemt spørgsmål, kan sikkerhedsrådet ikke beslutte noget på dette punkt. Men hvis alle medlemmerne af sikkerhedsrådet fx beslutter at iværksætte* sanktioner mod et land, er alle FN’s medlemslande forpligtet til at deltage i sanktionerne.
NATO
NATO er en organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde mellem en række europæiske lande, USA, Canada og Tyrkiet. NATO startede i 1949 som en sammenslutning af vestlige lande omkring Atlanterhavet, bl.a. USA, Canada, England og Frankrig.
Danmark var med blandt de første 12 medlemmer i 1949. Senere er en række lande kommet til, både lande omkring Middelhavet (Tyrkiet og Grækenland) og i Østeuropa (bl.a. Rumænien, de baltiske lande og Kroatien). NATO har i dag 28 medlemmer.
Grundprincippet i NATO er, at et angreb på ét af medlemslandene ses som et angreb på alle NATO-medlemmerne. Fx besluttede NATO, at terrorangrebet i New York i USA den 11. september 2001 var et angreb ikke alene på USA, men på alle landene i alliancen.
I 1990’erne udvidede NATO-landene deres opgaver. Man ville nu også tage sig af at skabe fred og udføre humanitære aktioner. På den baggrund* gik NATO-landene i 1999 ind i konflikten i det tidligere Jugoslavien med militære aktioner mod Serbien og Montenegro.
Internationalt udviklingssamarbejde
Danmark giver hvert år økonomisk støtte til udviklingslande. Det kalder man for udviklingsbistand. Der er stor enighed i Folketinget om, at man skal hjælpe de fattigste lande i Verden. Danmark er et af de lande i verden, der betaler mest i udviklingsbistand i forhold til befolkningens størrelse. Bistanden* i 2012 var 0,83 % af den såkaldte bruttonational- indkomst (BNI).
Danmarks udviklingsbistand har som mål at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling i verdens fattigste lande. Bistanden gives blandt andet til udviklingsaktiviteter, der gennemføres i samarbejde med myndighederne i udviklingslandene. Danmark kan også gennemføre udviklingsaktiviteter og humanitær bistand sammen med interna- tionale organisationer og private hjælpeorganisationer, fx Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors.