Kapitel 4
Danmark er et demokrati. Det viser sig fx både gennem regler for valg, ved de demokratiske rettigheder og i en demokratisk kultur.
Når der er valg, er det borgerne, der vælger politikerne til Folketinget, kommunalbestyrelser, regionsråd og Europa-Parlamentet, og valgene er frie og hemmelige*.
Borgerne har også rettigheder, som giver dem frihed til at gøre, hvad de vil, blot de overholder lovene. Myndighederne, som fx politiet eller kommunen, må som udgangspunkt ikke blande sig i, hvad borgerne laver. Borgerne har fx frihed til at danne foreninger og til at have den religion, de vil.
Der er desuden mange foreninger i Danmark, der fungerer som en slags minidemokrati, hvor medlemmerne vælger ledelsen – og afsætter den – hvis der opstår uenighed mellem medlemmer og ledelse. Demokratiet er på den måde også med til at præge* samfundet og kulturen mere generelt.
Danmarks Riges Grundlov
Danmarks Riges Grundlov er Danmarks forfatning. I grundloven finder man de vigtigste regler for demokratiet i Danmark. Grundloven sikrer borgernes fundamentale* rettigheder. Der må ikke stå noget i en lov, som er i strid med grundloven.
Det er sværere at lave om på grundloven end på andre love. Hvis grundloven skal ændres, er det ikke nok, at et flertal i Folketinget vil lave den om. Der skal først holdes nyvalg til Folketinget, og så skal det nye folketing vedtage* lovforslaget i uændret form. Derefter skal der være folkeafstemning om forslaget. Forslaget kan kun vedtages, hvis et flertal af dem, der deltager i folkeafstemningen, og mindst 40 pct. af alle vælgere, stemmer for det. Danmark fik sin første frie forfatning i 1849. Siden 1849 har man kun ændret grundloven nogle få gange. Sidste gang var i 1953.
Siden grundloven blev vedtaget i 1849, er demokratiet på flere punkter blevet styrket. Fx fik kvinderne stemmeret til Folketinget i 1915. Valgretsalderen er også blevet sat ned flere gange. I 1849 skulle mændene være 30 år for at stemme til Folketinget, mens man kun behøvede at være 25 år for at blive valgt. I dag skal man være 18 år for at stemme og blive valgt.
Grundloven giver borgerne en række frihedsrettigheder, som betyder, at borgerne kan sige og gøre bestemte ting uden først at få tilladelse af myndighederne.
Ytringsfriheden dækker over retten til offentligt at sige og skrive det, man mener. Men der er en begrænsning i ytringsfriheden, fordi ytringerne* ikke må være ulovlige. Det betyder, at det er op til Folketinget at bestemme, hvilke ytringer der skal være strafbare. Fx er injurier* strafbare. Det kan blasfemiske* ytringer i princippet også være, eller ytringer, der er i strid* med racismeparagraffen*.
Forsamlingsfriheden sikrer retten til at mødes til fx offentlige møder og demonstrationer, men man skal underrette politiet først, hvis man ønsker at holde en demonstration.
Foreningsfriheden sikrer retten til at danne foreninger med lovligt formål. Det kan fx være foreninger med idrætslige, politiske, kulturelle eller sociale formål. Der skal ikke indhentes tilladelse fra myndighederne til at oprette en forening. Foreningsfriheden er en væsentlig del af udviklingen af demokratiet i det danske samfund. Foreningsfriheden er dog begrænset. Grundloven siger, at foreninger, der har et voldeligt* formål, kan opløses. Det er domstolene, der afgør, om en forening skal opløses, fordi foreningen har et voldeligt formål.
Grundloven beskytter også boligens ukrænkelighed. Det betyder bl.a., at politiet som udgangspunkt ikke må gå ind i folks hjem, uden at det er godkendt af en dommer.
Grundloven beskytter også den personlige frihed. Den personlige frihed betyder blandt andet, at en anholdt inden 24 timer skal stilles for en dommer. Dommeren skal så afgøre*, om den anholdte skal løslades, eller om han fortsat skal være frihedsberøvet*.
Grundloven sikrer også religionsfriheden. Religionsfriheden betyder, at man selv kan vælge religion, og at man har ret til at dyrke sin religion, så længe man respekterer nogle grundlæggende regler. Det fremgår dog også af grundloven, at den danske folkekirke har en særstilling*, og at den understøttes* af staten. Det betyder dog ikke, at staten ikke må understøtte* andre religioner, hvis man ønsker det, fx ved at stille en grund til rådighed* for en kirke eller moske.
Det danske monarki
Danmark er et monarki. Det betyder, at statsoverhovedet er en monark, dvs. en konge eller – som nu – en dronning.
Dronning Margrethe 2. er ikke valgt af folket, men har arvet tronen. Hun arvede tronen i 1972 efter sin far, Kong Frederik 9., der havde arvet den efter sin far, Kong Christian 10. Efter Dronning Margrethe 2. vil tronen gå i arv til Kronprins Frederik. Når monarken dør, er det nemlig det ældste barn, der arver tronen.
Dronning Margrethe 2. har ingen politisk magt. Hun har nogle officielle funktioner, når der skal laves en ny regering, og hun under- skriver formelt landets love sammen med ministrene. Men det er reelt ikke dronningen, der bestemmer, hvem der skal danne regering, hvem der skal være ministre, eller hvad der skal stå i lovene. Og dronningen udtaler sig ikke offentligt om politik.
Dronning Margrethe 2. rejser ofte rundt og besøger forskellige dele af Danmark. Hun rejser også på statsbesøg i andre lande. Dvs., at hun besøger andre landes konger, dronninger eller præsidenter. På den måde repræsenterer dronningen Danmark i udlandet og er med til at skabe opmærksomhed om Danmark. Der er også politikere, erhvervs- folk og embedsmænd med på statsbesøg for bl.a. at lave handelsaftaler. Det kan fx være med til at øge* den danske eksport.
Der er stor opbakning* til monarkiet i Danmark. Når dronningen rejser rundt i landet, er der altid mange tilskuere til hendes besøg. Og hvert år den 31. december holder dronningen en nytårstale, som vises i fjernsy- net. Den ses af mange borgere i Danmark.
Magtens tredeling
Statsmagten i Danmark er opdelt i tre magter, som man kalder for den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vil sige, at statsmagten ikke er samlet ét sted.
Den lovgivende magt er hos regeringen og Folketinget i forening*. De fleste lovforslag fremsættes* af regeringen, og det er Folketinget, der vedtager dem. Lovforslaget skal derefter underskrives af dronningen og en minister. Når lovforslaget er underskrevet bliver det til lov, der skal offentliggøres.
Den udøvende magt er hos regeringen. Det betyder, at ministrene sammen med embedsmændene i ministerierne og andre offentlige myndigheder sikrer, at lovene bliver ført* ud i livet og overholdt.
Den dømmende magt er hos domstolene, som afgør* retssager. Domstolene er uafhængige*. Det betyder, at dommerne kun skal rette sig efter lovene. Politikerne kan ikke bestemme, hvordan domstolene skal afgøre konkrete retssager.
Idéen med denne opdeling af magten er bl.a., at Folketinget kan kontrollere regeringen, og at domstolene kan vurdere, om en afgørelse, som en offentlig myndighed har truffet, er lovlig eller ej.
Folketinget
Folketinget er Danmarks parlament. Folketinget har 179 medlemmer. To er valgt på Færøerne og to i Grønland, mens de øvrige 175 er valgt i Danmark. Medlemmerne af Folketinget er næsten altid medlem af et politisk parti.
Folketinget arbejder på Christiansborg i København og udgør* sammen med regeringen den lovgivende magt. I Folketinget diskuteres og vedtages de forslag, som bliver til landets love. Folketinget har også andre opgaver end lovgivning. Det er Folketinget, der bestemmer, hvem der skal danne regering efter et valg. Desuden er det en vigtig opgave for Folketinget at kontrollere regeringen. Folketingsmedlemmer kan fx kræve, at en minister svarer på spørgsmål om en bestemt sag.
Folketinget bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten, idet en regering ikke kan udnævnes*, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig. Og hvis en siddende regering får et flertal i Folketinget imod sig i en sag, som den selv tillægger* stor betydning (som fx finansloven), kan det ske, at regeringen går af eller vælger at udskrive valg.
Det politiske arbejde i Folketinget
Folketingets medlemmer diskuterer politik og nye lovforslag, og de vedtager lovforslag på møder i Folketinget. Møderne er normalt offent- lige. Det betyder, at man som almindelig borger normalt kan sidde på tilhørerpladserne og overvære politikernes diskussioner i Folketinget. Man kan også se tv fra Folketinget på Folketingets hjemmeside og i fjernsynet på den særlige folketingskanal. På Folketingets hjemmeside kan man se, hvilke love og politiske emner der diskuteres i Folketinget på en bestemt dag.
En vigtig del af Folketingets arbejde er at diskutere og vedtage lovforslag. Hver onsdag er der spørgetime i Folketinget. Her svarer en eller flere ministre på spørgsmål fra medlemmerne af Folketinget, og spørgeren og ministeren diskuterer svaret. På den måde kan folke- tingsmedlemmerne kontrollere, at ministrene fører* lovene ud i livet på den rigtige måde, eller have en mere generel politisk drøftelse* med ministrene.
Folketingsmedlemmerne kan også stille skriftlige spørgsmål til ministrene, som de så enten besvarer mundtligt i folketingssalen eller skriftligt direkte til spørgeren. Ministerens skriftlige svar er som udgangspunkt offentligt tilgængelige*.
Det politiske arbejde i Folketingets udvalg
Medlemmerne af Folketinget mødes ikke kun i folketingssalen. De er også medlemmer af Folketingets faste udvalg, der i opdeling nogenlunde svarer til de forskellige ministerier. Der er fx udvalg, der arbejder med beskæftigelse, forsvar og fødevarer. I udvalgene behandles de fremsatte lovforslag, og udvalgene stiller ofte en lang række spørgsmål til den pågældende minister. Der skal være tre behandlinger af alle lovforslag i Folketinget, før det kan vedtages, og forslagene diskuteres og gennemarbejdes i udvalgene mellem de tre behandlinger i Folketinget.
Borgere eller foreninger kan også bede om at mødes med et folketings- udvalg. Man skal skrive, e-maile eller ringe til udvalget for at redegøre* for sin sag og evt. bede om et møde med udvalget, som så kan stille opklarende spørgsmål.
Udvalget arbejder med den generelle lovgivning inden for udvalgets område. Folketinget har 26 faste udvalg, herunder eksempelvis Trafikudvalget, Fødevareudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget.
Borgerne kan frit skrive til medlemmer af Folketinget, hvis de fx vil gøre opmærksom på et problem i samfundet. Alle Folketingets medlemmer modtager mange af den slags henvendelser fra borgerne.
Regeringen
Regeringen har den udøvende magt. Det betyder, at det er regeringen sammen med de andre offentlige myndigheder, der gennemfører og administrerer den lovgivning, som er vedtaget i Folketinget. Det sker gennem ministerierne. Men regeringen tager sig ikke kun af admini- strative opgaver. Regeringen udgør den politiske ledelse af landet, og det er fx regeringen, der kommer med langt de fleste lovforslag.
Når et lovforslag bliver vedtaget af Folketinget og underskrevet af dronningen og den relevante minister, er det ministrene sammen med embedsmændene i ministerierne og andre offentlige myndigheder, der skal sørge for, at loven bliver gennemført. Men det er de enkelte ministre, der er ansvarlige for, hvad der foregår i deres ministerium.
Statsministeren leder regeringen, som normalt består af ca. 20 ministre. Som regel er ministrene medlemmer af Folketinget, men de behøver ikke at være det. Det er alene statsministeren, som bestemmer, hvem der skal være minister, og hvor mange ministre der skal være i en regering. Normalt har hver minister et ministerium, som han eller hun leder og har det øverste ansvar for. Der er fx ministerier for skat, kultur, forsvar og undervisning. Én person kan dog godt være minister for mere end ét ministerium.
Ministerierne kan også lægges sammen, der kan oprettes nye ministerier, eller opgaverne kan flyttes rundt fra ét ministerium til et andet. Det bestemmer statsministeren. Det sker som regel efter et folketingsvalg, når der er kommet en ny regering. Men det kan også ske i løbet af en valgperiode.
Regeringspartierne er de politiske partier, der har ministre i regeringen. Nogle gange ligger regeringsmagten hos ét parti, men som regel har flere partier regeringsmagten sammen. Når flere partier sammen har regeringsmagten, kaldes det en koaliti- onsregering.
Hvis regeringspartierne sammen har flertal i Folketinget, taler man om en flertalsregering. Hvis regeringspartierne ikke har flertal i Folketinget, kaldes regeringen en mindretalsregering. En mindretals- regering er afhængig* af støtte fra andre partier i Folketinget, hvis den skal have sine lovforslag vedtaget. De partier uden for regeringen, der støtter en mindretalsregering, kaldes ofte støttepartier.
Langt de fleste regeringer i nyere tid har været mindretalsregeringer. Derfor er der i Danmark tradition for samarbejde på tværs af partierne, dvs., at regeringen forhandler* med de andre partier i Folketinget for at få støtte til vedtagelsen af sine lovforslag. På mange områder er det typiske, at en regering laver aftaler med et eller flere af de partier, som ikke er regeringens støttepartier.
Valg og partier
Frie og hemmelige valg er noget af det vigtigste i et demokrati. Der afholdes fire valg i Danmark til politiske organer. Det svarer til fire politiske niveauer:
1. det lokale niveau: kommunalbestyrelsen 2. det regionale niveau: regionsrådet 3. det nationale niveau: Folketinget 4. EU-niveauet: Europa-Parlamentet.
Desuden afholdes der nogle gange folkeafstemninger om nogle helt konkrete ting, fx om valgretsalderen, eller hvis Danmark skal overlade suverænitet, dvs. dansk selvbestemmelse, til et internationalt organ. Det vigtigste eksempel på afgivelse af suverænitet er Danmarks med- lemskab af EU.
Man har ikke pligt til at stemme til valgene, men mange gør det. Stemmeprocenten er høj i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Normalt stemmer mellem 80 og 90 % af de stemmeberettigede ved folketingsvalgene. Der er færre, der stemmer til kommunal- og regionsvalg (i 2013 næsten 72 %) og til valget til Europa-Parlamentet (i 2009 næsten 60 %).
Valg til Folketinget
Det er statsministeren, der bestemmer, hvornår der skal udskrives folketingsvalg, men der skal dog være valg til Folketinget mindst hvert fjerde år. Og det sker ofte, inden de fire år er gået.
For at kunne stemme til folketingsvalg skal man have valgret, dvs., at man
• skal have dansk statsborgerskab • skal være fyldt 18 år • skal have fast bopæl i Danmark, på Færøerne eller i Grønland • ikke må være umyndiggjort*
Hvis man opfylder betingelserne* for at have stemmeret, er man normalt også valgbar, dvs., man kan vælges til Folketinget.
I Danmark vælges der 175 medlemmer til Folketinget. Befolkningerne i Grønland og på Færøerne vælger herudover hver to medlemmer til Folketinget. Det betyder, at der i alt er 179 medlemmer af Folketinget. Knap 40 % af de valgte medlemmer af Folketinget er kvinder.
Valg til kommune og region
Der er valg til kommunalbestyrelser og regionsråd hvert fjerde år.
Man skal være fyldt 18 år for at kunne stemme til kommunal- og regionalvalg. Og man må ikke være umyndiggjort. Man stemmer på politikerne i den kommune og region, hvor man bor.
Man behøver ikke have dansk statsborgerskab for at stemme til kommunal- og regionalvalg. Personer, som er statsborgere i et andet EU-land eller i Norge eller Island, har også stemmeret til kommunal- og regionalvalg. Desuden har andre udlændinge, der har boet fast i Danmark i de sidste tre år inden valgdagen, stemmeret til kommune og region. Hvis man opfylder betingelserne for at have stemmeret, er man som udgangspunkt også valgbar dvs., at man kan vælges til kommunal- bestyrelse eller regionsråd.
Der er i alt 98 kommuner i Danmark. Der vælges en kommunal- bestyrelse i hver kommune. De enkelte kommunalbestyrelser har et forskelligt antal medlemmer – mellem 19 og 31 afhængigt af, hvad kommunalbestyrelsen har besluttet. I de mindste kommuner er der dog ned til 9 medlemmer og i København er der op til 55 medlemmer. Omkring 30 % af de valgte er kvinder. I kommunerne er der ofte også opstillet* lokale partier, som ikke opstiller til Folketinget, men kun opstiller i en bestemt kommune.
Valg til regionsrådet foregår samtidig med valget til kommunal- bestyrelsen. Der er fem regioner i Danmark, og hver region har et regionsråd. Der er 41 medlemmer i hvert regionsråd. Regionsrådene tager sig først og fremmest af sygehusene.
Valg til Europa-Parlamentet
Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Valget foregår inden for samme periode i alle EU-landene. Man har valgret til Europa- Parlamentsvalget i Danmark, hvis man er statsborger i et EU-land, er fyldt 18 år og ikke er umyndiggjort. Man kan som EU-borger stemme i det EU-land, hvor man bor, eller i det EU-land, hvor man er statsborger. Danmark vælger 13 medlemmer til Europa-Parlamentet.
Sådan foregår et valg
Et valg foregår ved hemmelig afstemning. Det betyder, at ingen andre må se, hvad eller hvem man stemmer på. Nogle dage inden valget får man et valgkort med posten. Valgkortet er et bevis på, at man har ret til at stemme. På valgkortet står der oplys- ninger om, hvor og hvornår man skal stemme. Valgstedet kan fx være en lokal skole eller et rådhus. Hvis man har ret til at stemme og ikke har fået et valgkort, kan man kontakte kommunen. Man kan dog godt stemme, hvis man ikke har sit valgkort med. I det tilfælde skal man medbringe legitimation.
På valgdagen tager man sit valgkort med til valgstedet. Når man kommer til valgstedet, afleverer man sit valgkort og får en stemme- seddel med navnene på alle dem, der stiller op til valget. Navnene er ordnet efter, hvilket parti kandidaterne tilhører. Man stemmer ved at sætte et kryds enten ud for et parti eller ud for en bestemt person (en kandidat) på stemmesedlen. Enkelte vælger også at stemme blankt, ofte som protest. Dvs., at man ikke sætter noget kryds, men blot afleverer sin stemmeseddel.
Man kan også stemme inden valget, hvis man foretrækker det, fx fordi man er bortrejst på selve valgdagen. Det kaldes at brevstemme. Man kan brevstemme alle steder i landet og ikke bare i den kommune, hvor man bor – samt ved alle danske repræsentationer i udlandet.
De politiske partier
Et politisk parti er en forening, der opstiller* kandidater til et valg. Det består normalt af personer, der støtter et bestemt politisk program, dvs. en række samfundsmæssige synspunkter. Enhver kan melde sig ind i et politisk parti. I en valgkamp foregår den politiske kamp først og fremmest mellem partiernes kandidater. Ved folketingsvalg kan man dog også stille op som kandidat uden for partierne.
Folketingets medlemmer er i langt de fleste tilfælde medlem af et politisk parti. Det er dog sket, at en person er blevet valgt til Folketinget uden at være medlem af et politisk parti.
I 2013 var følgende partier repræsenteret i Folketinget:
• Dansk Folkeparti • Det Konservative Folkeparti • Enhedslisten – De Rød-Grønne • Liberal Alliance • Radikale Venstre • SF – Socialistisk Folkeparti • Socialdemokraterne • Venstre – Danmarks Liberale Parti
Samt to medlemmer valgt på Færøerne fra hvert sit parti:
• Javnaðarflokkurin • Sambandsflokkurin
Og to medlemmer valgt i Grønland fra hvert sit parti:
• Inuit Ataqatigiit • Siumut
Nogle gange bliver en politiker i Folketinget uenig med sit parti og vælger at melde sig ud af partiet. Det betyder dog ikke, at politikeren skal forlade Folketinget. Hvis politikeren vil fortsætte som medlem af Folketinget, kan vedkommende enten skifte til et andet parti eller blive løsgænger, dvs. stå uden for partierne. Vedkommende kan også vælge at starte et helt nyt parti.
Folketinget vælges ved forholdstalsvalg (proportional repræsentation). Det betyder, at alle partigrupperne skal have en repræsentation i Folketinget, der nogenlunde afspejler* deres tilslutning* blandt vælgerne. Hvis man fx har støtte fra 18 pct. af vælgerne, skal man også have ca. 18 pct. af pladserne i Folketinget.
Forholdstalsvalg gælder også ved valg af kommunalbestyrelser, regions- råd og Europa-Parlamentet.
Politisk aktivitet
Politiske partier
Et politisk parti består typisk af personer, som i vidt omfang* har fælles, politiske synspunkter. Foreningsfriheden betyder, at ingen myndighed kan blande sig i, at man melder sig ind i et parti, eller hvilket parti man er medlem af. Ca. 5 % af den voksne befolkning er medlem af et politisk parti. Medlemmerne betaler et kontingent* til partiet, men partierne får også penge af staten i forhold til, hvor mange stemmer partiet får.
De politiske partier er foreninger med en demokratisk opbygning. De er i dag organiseret som lokale (fx kommunale) vælgerforeninger, og en af partimedlemmernes vigtigste opgaver er at bestemme, hvem der skal være kandidater til de forskellige slags valg. De politiske partier har forskellige regler for, hvordan valget af kandidater foregår.
Interesseorganisationer
Mange borgere er medlem af en interesseorganisation. Det er en sam- menslutning* af personer, som har en interesse til fælles, fx en fag- forening for rengøringspersonale eller en patientforening for personer med hjerteproblemer.
Virksomheder kan også danne interesseorganisationer, fx organisa- tioner for landmænd eller organisationer for butiksejere. Der kan også være organisationer, der samler sig om en bestemt sag, fx Amnesty International eller Danmarks Naturfredningsforening.
En interesseorganisation forsøger at få indflydelse på den politik, der føres på områder, som er vigtige for organisationens medlemmer.
De store interesseorganisationer har således tit kontakt til politikere og embedsmænd og forsøger at påvirke politikerne – fx ved at give dem forskellige former for viden om ting, der er vigtige for interesseorgani- sationen.
Græsrodsbevægelser og demonstrationer
Græsrodsbevægelser er mindre formelt organiseret end interesse- organisationer. I en græsrodsbevægelse er det først og fremmest deltagernes aktivitet, der giver bevægelsen dens kraft. Mange græs- rodsbevægelser benytter sig af protester for at påvirke politikerne. Det kan nogle gange være gennem demonstrationer, men det mest almindelige er indsamling af underskrifter.
I Danmark er der frihed til at demonstrere. Før man afholder optog og møder på veje, skal man give besked til politiet, men der kræves ingen tilladelse til at holde demonstrationen. Politiet kan nogle gange kræve, at en demonstration bliver afholdt et andet sted. Det kunne fx være, hvis politiet mener, at der er fare for, at demonstrationen vil udvikle sig voldeligt. Politiet kan også stille krav til, hvordan demonstrationen skal foregå. Det er kun under helt særlige omstændigheder, at politiet kan forbyde en demonstration.
Brug af medier
Man kan som borger forsøge at påvirke politikken ved at skrive et læserbrev til en avis. Man kan også henvende sig direkte til aviser eller TV for at gøre opmærksom på en sag og så håbe, at medierne vil tage sagen op.
De elektroniske medier giver andre muligheder for at påvirke politik- ken. Gennem underskriftsindsamling via internettet eller i Facebook- grupper kan befolkningen debattere politikerne, partierne eller for- skellige konkrete sager.
Borgerne kan desuden vise deres utilfredshed med bestemte love eller bestemmelser og på den måde påvirke politikerne. Borgerne bruger også flittigt muligheden for at skrive kommentarer på avisernes hjemmesider eller indlæg på forskellige diskussionsfora på internettet.
Politikerne henvender sig også i stigende grad til befolkningen gennem de sociale medier, Facebook og Twitter. Fx sker det nogle gange, at politikere kommenterer en sag på Facebook i stedet for at stille op til interview.