Hvor godt kender du Danmark?

Folkestyre og hverdagsliv i Danmark

Demokratiet

Categories: Folkestyre og hverdagsliv i Danmark
Kommentarer lukket til Demokratiet

Kapitel 4

Danmark er et demokrati. Det viser sig fx både gennem regler for valg, ved de demokratiske rettigheder og i en demokratisk kultur.

Når der er valg, er det borgerne, der vælger politikerne til Folketinget, kommunalbestyrelser, regionsråd og Europa-Parlamentet, og valgene er frie og hemmelige*.

Borgerne har også rettigheder, som giver dem frihed til at gøre, hvad de vil, blot de overholder lovene. Myndighederne, som fx politiet eller kommunen, må som udgangspunkt ikke blande sig i, hvad borgerne laver. Borgerne har fx frihed til at danne foreninger og til at have den religion, de vil.

Der er desuden mange foreninger i Danmark, der fungerer som en slags minidemokrati, hvor medlemmerne vælger ledelsen – og afsætter den – hvis der opstår uenighed mellem medlemmer og ledelse.
Demokratiet er på den måde også med til at præge* samfundet og kulturen mere generelt.

Danmarks Riges Grundlov

Danmarks Riges Grundlov er Danmarks forfatning. I grundloven finder man de vigtigste regler for demokratiet i Danmark. Grundloven sikrer borgernes fundamentale* rettigheder. Der må ikke stå noget i en lov, som er i strid med grundloven.

Det er sværere at lave om på grundloven end på andre love. Hvis grundloven skal ændres, er det ikke nok, at et flertal i Folketinget vil lave den om. Der skal først holdes nyvalg til Folketinget, og så skal det nye folketing vedtage* lovforslaget i uændret form. Derefter skal der være folkeafstemning om forslaget. Forslaget kan kun vedtages, hvis et flertal af dem, der deltager i folkeafstemningen, og mindst 40 pct. af alle vælgere, stemmer for det.
Danmark fik sin første frie forfatning i 1849. Siden 1849 har man kun ændret grundloven nogle få gange. Sidste gang var i 1953.

Siden grundloven blev vedtaget i 1849, er demokratiet på flere punkter blevet styrket. Fx fik kvinderne stemmeret til Folketinget i 1915. Valgretsalderen er også blevet sat ned flere gange.
I 1849 skulle mændene være 30 år for at stemme til Folketinget, mens man kun behøvede at være 25 år for at blive valgt. I dag skal man være 18 år for at stemme og blive valgt.

Grundloven giver borgerne en række frihedsrettigheder, som betyder, at borgerne kan sige og gøre bestemte ting uden først at få tilladelse af myndighederne.

Ytringsfriheden dækker over retten til offentligt at sige og skrive det, man mener. Men der er en begrænsning i ytringsfriheden, fordi ytringerne* ikke må være ulovlige. Det betyder, at det er op til Folketinget at bestemme, hvilke ytringer der skal være strafbare. Fx er injurier* strafbare. Det kan blasfemiske* ytringer i princippet også være, eller ytringer, der er i strid* med racismeparagraffen*.

Forsamlingsfriheden sikrer retten til at mødes til fx offentlige møder og demonstrationer, men man skal underrette politiet først, hvis man ønsker at holde en demonstration.

Foreningsfriheden sikrer retten til at danne foreninger med lovligt formål. Det kan fx være foreninger med idrætslige, politiske, kulturelle eller sociale formål. Der skal ikke indhentes tilladelse fra myndighederne til at oprette en forening. Foreningsfriheden er en væsentlig del af udviklingen af demokratiet i det danske samfund. Foreningsfriheden er dog begrænset. Grundloven siger, at foreninger, der har et voldeligt* formål, kan opløses. Det er domstolene, der afgør, om en forening skal opløses, fordi foreningen har et voldeligt formål.

Grundloven beskytter også boligens ukrænkelighed. Det betyder bl.a., at politiet som udgangspunkt ikke må gå ind i folks hjem, uden at det er godkendt af en dommer.

Grundloven beskytter også den personlige frihed. Den personlige frihed betyder blandt andet, at en anholdt inden 24 timer skal stilles for en dommer. Dommeren skal så afgøre*, om den anholdte skal løslades, eller om han fortsat skal være frihedsberøvet*.

Grundloven sikrer også religionsfriheden. Religionsfriheden betyder, at man selv kan vælge religion, og at man har ret til at dyrke sin religion, så længe man respekterer nogle grundlæggende regler. Det fremgår dog også af grundloven, at den danske folkekirke har en særstilling*, og
at den understøttes* af staten. Det betyder dog ikke, at staten ikke må understøtte* andre religioner, hvis man ønsker det, fx ved at stille en grund til rådighed* for en kirke eller moske.

Det danske monarki

Danmark er et monarki. Det betyder, at statsoverhovedet er en monark, dvs. en konge eller – som nu – en dronning.

Dronning Margrethe 2. er ikke valgt af folket, men har arvet tronen. Hun arvede tronen i 1972 efter sin far, Kong Frederik 9., der havde arvet den efter sin far, Kong Christian 10. Efter Dronning Margrethe 2. vil tronen gå i arv til Kronprins Frederik. Når monarken dør, er det nemlig det ældste barn, der arver tronen.

Dronning Margrethe 2. har ingen politisk magt. Hun har nogle officielle funktioner, når der skal laves en ny regering, og hun under- skriver formelt landets love sammen med ministrene. Men det er reelt ikke dronningen, der bestemmer, hvem der skal danne regering, hvem der skal være ministre, eller hvad der skal stå i lovene. Og dronningen udtaler sig ikke offentligt om politik.

Dronning Margrethe 2. rejser ofte rundt og besøger forskellige dele af Danmark. Hun rejser også på statsbesøg i andre lande. Dvs., at hun besøger andre landes konger, dronninger eller præsidenter. På den måde repræsenterer dronningen Danmark i udlandet og er med til at skabe opmærksomhed om Danmark. Der er også politikere, erhvervs- folk og embedsmænd med på statsbesøg for bl.a. at lave handelsaftaler. Det kan fx være med til at øge* den danske eksport.

Der er stor opbakning* til monarkiet i Danmark. Når dronningen rejser rundt i landet, er der altid mange tilskuere til hendes besøg. Og hvert år den 31. december holder dronningen en nytårstale, som vises i fjernsy- net. Den ses af mange borgere i Danmark.

Magtens tredeling

Statsmagten i Danmark er opdelt i tre magter, som man kalder for den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vil sige, at statsmagten ikke er samlet ét sted.

Den lovgivende magt er hos regeringen og Folketinget i forening*.
De fleste lovforslag fremsættes* af regeringen, og det er Folketinget, der vedtager dem. Lovforslaget skal derefter underskrives af dronningen og en minister. Når lovforslaget er underskrevet bliver det til lov, der skal offentliggøres.

Den udøvende magt er hos regeringen. Det betyder, at ministrene sammen med embedsmændene i ministerierne og andre offentlige myndigheder sikrer, at lovene bliver ført* ud i livet og overholdt.

Den dømmende magt er hos domstolene, som afgør* retssager. Domstolene er uafhængige*. Det betyder, at dommerne kun skal rette sig efter lovene. Politikerne kan ikke bestemme, hvordan domstolene skal afgøre konkrete retssager.

Idéen med denne opdeling af magten er bl.a., at Folketinget kan kontrollere regeringen, og at domstolene kan vurdere, om en afgørelse, som en offentlig myndighed har truffet, er lovlig eller ej.

Folketinget

Folketinget er Danmarks parlament. Folketinget har 179 medlemmer. To er valgt på Færøerne og to i Grønland, mens de øvrige 175 er valgt i Danmark. Medlemmerne af Folketinget er næsten altid medlem af et politisk parti.

Folketinget arbejder på Christiansborg i København og udgør* sammen med regeringen den lovgivende magt. I Folketinget diskuteres og vedtages de forslag, som bliver til landets love. Folketinget har også andre opgaver end lovgivning. Det er Folketinget, der bestemmer, hvem der skal danne regering efter et valg. Desuden er det en vigtig opgave for Folketinget at kontrollere regeringen. Folketingsmedlemmer kan fx kræve, at en minister svarer på spørgsmål om en bestemt sag.

Folketinget bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten, idet en regering ikke kan udnævnes*, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig. Og hvis en siddende regering får et flertal i Folketinget imod sig i en sag, som den selv tillægger* stor betydning (som fx finansloven), kan det ske, at regeringen går af eller vælger at udskrive valg.

Det politiske arbejde i Folketinget

Folketingets medlemmer diskuterer politik og nye lovforslag, og de vedtager lovforslag på møder i Folketinget. Møderne er normalt offent- lige. Det betyder, at man som almindelig borger normalt kan sidde på tilhørerpladserne og overvære politikernes diskussioner i Folketinget. Man kan også se tv fra Folketinget på Folketingets hjemmeside og i fjernsynet på den særlige folketingskanal. På Folketingets hjemmeside kan man se, hvilke love og politiske emner der diskuteres i Folketinget på en bestemt dag.

En vigtig del af Folketingets arbejde er at diskutere og vedtage lovforslag. Hver onsdag er der spørgetime i Folketinget. Her svarer en eller flere ministre på spørgsmål fra medlemmerne af Folketinget, og spørgeren og ministeren diskuterer svaret. På den måde kan folke- tingsmedlemmerne kontrollere, at ministrene fører* lovene ud i livet på den rigtige måde, eller have en mere generel politisk drøftelse* med ministrene.

Folketingsmedlemmerne kan også stille skriftlige spørgsmål til ministrene, som de så enten besvarer mundtligt i folketingssalen eller skriftligt direkte til spørgeren. Ministerens skriftlige svar er som udgangspunkt offentligt tilgængelige*.

Det politiske arbejde i Folketingets udvalg

Medlemmerne af Folketinget mødes ikke kun i folketingssalen.
De er også medlemmer af Folketingets faste udvalg, der i opdeling nogenlunde svarer til de forskellige ministerier. Der er fx udvalg, der arbejder med beskæftigelse, forsvar og fødevarer. I udvalgene behandles de fremsatte lovforslag, og udvalgene stiller ofte en lang række spørgsmål til den pågældende minister. Der skal være tre behandlinger af alle lovforslag i Folketinget, før det kan vedtages, og forslagene diskuteres og gennemarbejdes i udvalgene mellem de tre behandlinger i Folketinget.

Borgere eller foreninger kan også bede om at mødes med et folketings- udvalg. Man skal skrive, e-maile eller ringe til udvalget for at redegøre* for sin sag og evt. bede om et møde med udvalget, som så kan stille opklarende spørgsmål.

Udvalget arbejder med den generelle lovgivning inden for udvalgets område. Folketinget har 26 faste udvalg, herunder eksempelvis Trafikudvalget, Fødevareudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget.

Borgerne kan frit skrive til medlemmer af Folketinget, hvis de fx vil gøre opmærksom på et problem i samfundet. Alle Folketingets medlemmer modtager mange af den slags henvendelser fra borgerne.

Regeringen

Regeringen har den udøvende magt. Det betyder, at det er regeringen sammen med de andre offentlige myndigheder, der gennemfører og administrerer den lovgivning, som er vedtaget i Folketinget. Det sker gennem ministerierne. Men regeringen tager sig ikke kun af admini- strative opgaver. Regeringen udgør den politiske ledelse af landet, og det er fx regeringen, der kommer med langt de fleste lovforslag.

Når et lovforslag bliver vedtaget af Folketinget og underskrevet af dronningen og den relevante minister, er det ministrene sammen med embedsmændene i ministerierne og andre offentlige myndigheder, der skal sørge for, at loven bliver gennemført. Men det er de enkelte ministre, der er ansvarlige for, hvad der foregår i deres ministerium.

Statsministeren leder regeringen, som normalt består af ca. 20 ministre. Som regel er ministrene medlemmer af Folketinget, men de behøver ikke at være det. Det er alene statsministeren, som bestemmer, hvem der skal være minister, og hvor mange ministre der skal være i en regering. Normalt har hver minister et ministerium, som han eller hun leder og har det øverste ansvar for. Der er fx ministerier for skat, kultur, forsvar og undervisning. Én person kan dog godt være minister for mere end ét ministerium.

Ministerierne kan også lægges sammen, der kan oprettes nye ministerier, eller opgaverne kan flyttes rundt fra ét ministerium til
et andet. Det bestemmer statsministeren. Det sker som regel efter et folketingsvalg, når der er kommet en ny regering. Men det kan også ske i løbet af en valgperiode.

Regeringspartierne er de politiske partier, der har ministre i regeringen. Nogle gange ligger regeringsmagten hos ét parti, men som regel har flere partier regeringsmagten sammen.
Når flere partier sammen har regeringsmagten, kaldes det en koaliti- onsregering.

Hvis regeringspartierne sammen har flertal i Folketinget, taler man om en flertalsregering. Hvis regeringspartierne ikke har flertal i Folketinget, kaldes regeringen en mindretalsregering. En mindretals- regering er afhængig* af støtte fra andre partier i Folketinget, hvis den skal have sine lovforslag vedtaget. De partier uden for regeringen, der støtter en mindretalsregering, kaldes ofte støttepartier.

Langt de fleste regeringer i nyere tid har været mindretalsregeringer. Derfor er der i Danmark tradition for samarbejde på tværs af partierne, dvs., at regeringen forhandler* med de andre partier i Folketinget for at få støtte til vedtagelsen af sine lovforslag. På mange områder er det typiske, at en regering laver aftaler med et eller flere af de partier, som ikke er regeringens støttepartier.

Valg og partier

Frie og hemmelige valg er noget af det vigtigste i et demokrati. Der afholdes fire valg i Danmark til politiske organer. Det svarer til fire politiske niveauer:

1. det lokale niveau: kommunalbestyrelsen 2. det regionale niveau: regionsrådet
3. det nationale niveau: Folketinget
4. EU-niveauet: Europa-Parlamentet.

Desuden afholdes der nogle gange folkeafstemninger om nogle helt konkrete ting, fx om valgretsalderen, eller hvis Danmark skal overlade suverænitet, dvs. dansk selvbestemmelse, til et internationalt organ. Det vigtigste eksempel på afgivelse af suverænitet er Danmarks med- lemskab af EU.

Man har ikke pligt til at stemme til valgene, men mange gør det. Stemmeprocenten er høj i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Normalt stemmer mellem 80 og 90 % af de stemmeberettigede ved folketingsvalgene. Der er færre, der stemmer til kommunal- og regionsvalg (i 2013 næsten 72 %) og til valget til Europa-Parlamentet (i 2009 næsten 60 %).

Valg til Folketinget

Det er statsministeren, der bestemmer, hvornår der skal udskrives folketingsvalg, men der skal dog være valg til Folketinget mindst hvert fjerde år. Og det sker ofte, inden de fire år er gået.

For at kunne stemme til folketingsvalg skal man have valgret, dvs., at man

• skal have dansk statsborgerskab
• skal være fyldt 18 år
• skal have fast bopæl i Danmark, på Færøerne eller i Grønland • ikke må være umyndiggjort*

Hvis man opfylder betingelserne* for at have stemmeret, er man normalt også valgbar, dvs., man kan vælges til Folketinget.

I Danmark vælges der 175 medlemmer til Folketinget. Befolkningerne i Grønland og på Færøerne vælger herudover hver to medlemmer til Folketinget. Det betyder, at der i alt er 179 medlemmer af Folketinget. Knap 40 % af de valgte medlemmer af Folketinget er kvinder.

Valg til kommune og region

Der er valg til kommunalbestyrelser og regionsråd hvert fjerde år.

Man skal være fyldt 18 år for at kunne stemme til kommunal- og regionalvalg. Og man må ikke være umyndiggjort. Man stemmer på politikerne i den kommune og region, hvor man bor.

Man behøver ikke have dansk statsborgerskab for at stemme til kommunal- og regionalvalg. Personer, som er statsborgere i et andet EU-land eller i Norge eller Island, har også stemmeret til kommunal- og regionalvalg. Desuden har andre udlændinge, der har boet fast i Danmark i de sidste tre år inden valgdagen, stemmeret til kommune og region. Hvis man opfylder betingelserne for at have stemmeret, er man som udgangspunkt også valgbar dvs., at man kan vælges til kommunal- bestyrelse eller regionsråd.

Der er i alt 98 kommuner i Danmark. Der vælges en kommunal- bestyrelse i hver kommune. De enkelte kommunalbestyrelser har et forskelligt antal medlemmer – mellem 19 og 31 afhængigt af, hvad kommunalbestyrelsen har besluttet. I de mindste kommuner er der dog ned til 9 medlemmer og i København er der op til 55 medlemmer. Omkring 30 % af de valgte er kvinder. I kommunerne er der ofte også opstillet* lokale partier, som ikke opstiller til Folketinget, men kun opstiller i en bestemt kommune.

Valg til regionsrådet foregår samtidig med valget til kommunal- bestyrelsen. Der er fem regioner i Danmark, og hver region har et regionsråd. Der er 41 medlemmer i hvert regionsråd. Regionsrådene tager sig først og fremmest af sygehusene.

Valg til Europa-Parlamentet

Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Valget foregår inden for samme periode i alle EU-landene. Man har valgret til Europa- Parlamentsvalget i Danmark, hvis man er statsborger i et EU-land, er fyldt 18 år og ikke er umyndiggjort. Man kan som EU-borger stemme i det EU-land, hvor man bor, eller i det EU-land, hvor man er statsborger. Danmark vælger 13 medlemmer til Europa-Parlamentet.

Sådan foregår et valg

Et valg foregår ved hemmelig afstemning. Det betyder, at ingen andre må se, hvad eller hvem man stemmer på.
Nogle dage inden valget får man et valgkort med posten. Valgkortet er et bevis på, at man har ret til at stemme. På valgkortet står der oplys- ninger om, hvor og hvornår man skal stemme. Valgstedet kan fx være en lokal skole eller et rådhus. Hvis man har ret til at stemme og ikke har fået et valgkort, kan man kontakte kommunen. Man kan dog godt stemme, hvis man ikke har sit valgkort med. I det tilfælde skal man medbringe legitimation.

På valgdagen tager man sit valgkort med til valgstedet. Når man kommer til valgstedet, afleverer man sit valgkort og får en stemme- seddel med navnene på alle dem, der stiller op til valget. Navnene er ordnet efter, hvilket parti kandidaterne tilhører. Man stemmer ved at sætte et kryds enten ud for et parti eller ud for en bestemt person (en kandidat) på stemmesedlen. Enkelte vælger også at stemme blankt, ofte som protest. Dvs., at man ikke sætter noget kryds, men blot afleverer sin stemmeseddel.

Man kan også stemme inden valget, hvis man foretrækker det, fx fordi man er bortrejst på selve valgdagen. Det kaldes at brevstemme.
Man kan brevstemme alle steder i landet og ikke bare i den kommune, hvor man bor – samt ved alle danske repræsentationer i udlandet.

De politiske partier

Et politisk parti er en forening, der opstiller* kandidater til et valg.
Det består normalt af personer, der støtter et bestemt politisk program, dvs. en række samfundsmæssige synspunkter. Enhver kan melde sig ind i et politisk parti. I en valgkamp foregår den politiske kamp først og fremmest mellem partiernes kandidater. Ved folketingsvalg kan man dog også stille op som kandidat uden for partierne.

Folketingets medlemmer er i langt de fleste tilfælde medlem af et politisk parti. Det er dog sket, at en person er blevet valgt til Folketinget uden at være medlem af et politisk parti.

I 2013 var følgende partier repræsenteret i Folketinget:

• Dansk Folkeparti
• Det Konservative Folkeparti
• Enhedslisten – De Rød-Grønne
• Liberal Alliance
• Radikale Venstre
• SF – Socialistisk Folkeparti
• Socialdemokraterne
• Venstre – Danmarks Liberale Parti

Samt to medlemmer valgt på Færøerne fra hvert sit parti:

• Javnaðarflokkurin
• Sambandsflokkurin

Og to medlemmer valgt i Grønland fra hvert sit parti:

• Inuit Ataqatigiit • Siumut

Nogle gange bliver en politiker i Folketinget uenig med sit parti og vælger at melde sig ud af partiet. Det betyder dog ikke, at politikeren skal forlade Folketinget. Hvis politikeren vil fortsætte som medlem af Folketinget, kan vedkommende enten skifte til et andet parti eller blive løsgænger, dvs. stå uden for partierne. Vedkommende kan også vælge at starte et helt nyt parti.

Folketinget vælges ved forholdstalsvalg (proportional repræsentation). Det betyder, at alle partigrupperne skal have en repræsentation i Folketinget, der nogenlunde afspejler* deres tilslutning* blandt vælgerne. Hvis man fx har støtte fra 18 pct. af vælgerne, skal man også have ca. 18 pct. af pladserne i Folketinget.

Forholdstalsvalg gælder også ved valg af kommunalbestyrelser, regions- råd og Europa-Parlamentet.

Politisk aktivitet

Politiske partier

Et politisk parti består typisk af personer, som i vidt omfang* har fælles, politiske synspunkter. Foreningsfriheden betyder, at ingen myndighed kan blande sig i, at man melder sig ind i et parti, eller hvilket parti man er medlem af. Ca. 5 % af den voksne befolkning er medlem af et politisk parti. Medlemmerne betaler et kontingent* til partiet, men partierne får også penge af staten i forhold til, hvor mange stemmer partiet får.

De politiske partier er foreninger med en demokratisk opbygning.
De er i dag organiseret som lokale (fx kommunale) vælgerforeninger, og en af partimedlemmernes vigtigste opgaver er at bestemme, hvem der skal være kandidater til de forskellige slags valg. De politiske partier har forskellige regler for, hvordan valget af kandidater foregår.

Interesseorganisationer

Mange borgere er medlem af en interesseorganisation. Det er en sam- menslutning* af personer, som har en interesse til fælles, fx en fag- forening for rengøringspersonale eller en patientforening for personer med hjerteproblemer.

Virksomheder kan også danne interesseorganisationer, fx organisa- tioner for landmænd eller organisationer for butiksejere. Der kan også være organisationer, der samler sig om en bestemt sag, fx Amnesty International eller Danmarks Naturfredningsforening.

En interesseorganisation forsøger at få indflydelse på den politik, der føres på områder, som er vigtige for organisationens medlemmer.

De store interesseorganisationer har således tit kontakt til politikere og embedsmænd og forsøger at påvirke politikerne – fx ved at give dem forskellige former for viden om ting, der er vigtige for interesseorgani- sationen.

Græsrodsbevægelser og demonstrationer

Græsrodsbevægelser er mindre formelt organiseret end interesse- organisationer. I en græsrodsbevægelse er det først og fremmest deltagernes aktivitet, der giver bevægelsen dens kraft. Mange græs- rodsbevægelser benytter sig af protester for at påvirke politikerne. Det kan nogle gange være gennem demonstrationer, men det mest almindelige er indsamling af underskrifter.

I Danmark er der frihed til at demonstrere. Før man afholder optog og møder på veje, skal man give besked til politiet, men der kræves ingen tilladelse til at holde demonstrationen. Politiet kan nogle gange kræve, at en demonstration bliver afholdt et andet sted. Det kunne fx være, hvis politiet mener, at der er fare for, at demonstrationen vil udvikle sig voldeligt. Politiet kan også stille krav til, hvordan demonstrationen skal foregå. Det er kun under helt særlige omstændigheder, at politiet kan forbyde en demonstration.

Brug af medier

Man kan som borger forsøge at påvirke politikken ved at skrive et læserbrev til en avis. Man kan også henvende sig direkte til aviser eller TV for at gøre opmærksom på en sag og så håbe, at medierne vil tage sagen op.

De elektroniske medier giver andre muligheder for at påvirke politik- ken. Gennem underskriftsindsamling via internettet eller i Facebook- grupper kan befolkningen debattere politikerne, partierne eller for- skellige konkrete sager.

Borgerne kan desuden vise deres utilfredshed med bestemte love eller bestemmelser og på den måde påvirke politikerne.
Borgerne bruger også flittigt muligheden for at skrive kommentarer på avisernes hjemmesider eller indlæg på forskellige diskussionsfora på internettet.

Politikerne henvender sig også i stigende grad til befolkningen gennem de sociale medier, Facebook og Twitter. Fx sker det nogle gange, at politikere kommenterer en sag på Facebook i stedet for at stille op til interview.

Velfærdssamfundet

Categories: Folkestyre og hverdagsliv i Danmark
Kommentarer lukket til Velfærdssamfundet

Kapitel 3 

Velfærdssamfundet i Danmark bygger på en slags gensidig aftale mellem borgerne og staten. På den ene side bidrager borgerne ved, at de borgere, der kan, arbejder og betaler skat. På den anden side spænder det offentlige et sikkerhedsnet ud under borgerne, som sikrer hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv.

Det offentlige tilbyder også fx børnepasning, uddannelse og behandling
af sygdom. Princippet i det danske velfærdssamfund er med andre ord,
at alle, der kan, skal bidrage til velfærden, og at alle, der har behov for det, kan få hjælp fra det offentlige uanset deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Velfærden i mange dele af borgernes liv

I den danske form for velfærdssamfund tager det offentlige sig af mange opgaver inden for fx sundhed, uddannelse og det sociale område. Det offentlige tager altså et stort ansvar for borgernes velfærd. På den måde er det offentlige med til at sikre, at borgerne fx kan få gratis skolegang og uddannelse, lægehjælp, og hjælp, hvis de ikke kan forsørge sig selv.

Udgifterne til velfærden betales bl.a. gennem skatter. Omkring 30 pct. af den samlede indkomst i Danmark (bruttonational-produktet) bruges til at finansiere sociale opgaver.

Borgere i Danmark har lige adgang til de fleste offentlige ydelser.
Alle uanset indkomst har fx mulighed for at få gratis lægehjælp. Prisen for nogle offentlige servicetilbud er dog afhængige af indkomst, så personer med en høj indkomst betaler mere end personer med en lav indkomst. Og nogle sociale ydelser gives kun til personer uden indkomst, fx kontanthjælp, eller til personer med en lav indkomst,

fx boligstøtte, dvs. hjælp til at betale husleje, hvor ydelsen afhænger af ansøgerens indtægt. På nogle områder kan folk med særlig lav indkomst få hjælp hos kommunen til at betale en konkret udgift, fx en del af tandlægeregningen eller en del af udgiften til børnepasning i daginstitutioner.

Børn

Det offentlige sørger fx for vuggestue, børnehave og dagpleje, så
børn kan blive passet om dagen, mens deres forældre arbejder. Det er normalt ikke gratis at få et barn passet. Man skal som regel selv betale en del af udgifterne.

Forældre kan få en ’børnecheck’ (børne- og ungeydelse), hvis de har børn under 18 år. Forældre, der har særlig høj indkomst, får en mindre støtte eller slet ingen støtte, afhængig af deres indkomst.
For udlændinge kan der gælde særlige regler.

Skole

Børn har ret til at gå gratis i skole i folkeskolen. Og efter folkeskolen
har de unge mulighed for at tage en gratis ungdomsuddannelse (fx på en erhvervsskole eller et gymnasium), og senere hen kan de tage en gratis videregående uddannelse (fx på en professionshøjskole eller et universitet). Normalt har man mulighed for at få økonomisk støtte, når man studerer. Det hedder Statens Uddannelsesstøtte (SU).

SU’en er høj i Danmark sammenlignet med, hvad man kan få som støtte til uddannelse i mange andre lande.

Økonomisk hjælp, hvis man ikke arbejder

For borgere, som ikke kan finde arbejde, findes der forskellige former for økonomisk hjælp. Hjælpen afhænger af, om man er forsikret mod arbejdsløshed, fx ved at være medlem af en arbejdsløshedskasse.
Det er beskrevet nærmere i kapitel 8.

Hvis man fx har et handicap eller problemer, der betyder, at man har svært ved at arbejde, er der også forskellige muligheder for at få økono- misk hjælp. Det kan fx være i en kortere periode i form af kontanthjælp. Derudover kan man få sygedagpenge, hvis man har optjent retten til det enten ved at arbejde eller som medlem af en a-kasse.

Hvis man ikke er i stand til at forsørge sig selv, fordi ens arbejdsevne er varigt nedsat, kan løsningen være fleksjob eller førtidspension.

Når man bliver ældre, har man mulighed for at få folkepension. Formålet med folkepensionen er, at ældre skal have mulighed for at klare sig selv, når de ikke arbejder mere. Man kan få folkepension, fra man er 65 år. Aldersgrænsen vil dog fremover gradvist blive hævet.

Man skal som hovedregel være dansk statsborger, have fast bopæl i Danmark og have boet i Danmark i mindst 3 år fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen for at få ret til folkepension. Der gælder særlige regler for personer, der bor i udlandet eller er EU-statsborgere eller flygtninge. De fleste indbetaler også til en pensionsordning i forbind- else med deres arbejde (arbejdsmarkedspension).

Mange mennesker har herudover frivillige pensionsordninger, som de selv betaler til, når de kan. Det kan fx være pensionsordninger, som man aftaler med sin bank eller forsikringsselskab.

Bolig

Man kan i nogle tilfælde få boligstøtte, dvs. hjælp til at betale husleje, hvis man bor til leje. Om man kan få boligstøtte, og hvor meget man kan få, afhænger bl.a. af, hvor meget man tjener, og hvor høj ens husleje er.

Der gælder særlige regler for folkepensionister. Folkepensionister med små indkomster kan normalt få en højere boligstøtte.

Sundhed

Concept of national healthcare system - DenmarkPersoner med bopæl i Danmark har ret til gratis behandling hos egen almen praktiserende læge eller speciallæger. Og alle, som er tilmeldt folkeregisteret, får et sundhedskort (”det gule kort”). Næsten alle er
i dag medlem af sikringsgruppe 1, hvor man er tilmeldt en bestemt almen praktiserende læge (egen læge) og skal have henvisning til speciallæge (undtagen øre- og øjenlæge), hvis lægehjælpen skal være gratis. Hvis man bliver syg, henvender man sig normalt først til sin egen læge, og behandlingen er gratis. Lægen kan henvise til en special- læge.

Borgere har ret til gratis behandling på et offentligt sygehus. Der
er også enkelte private sygehuse, hvor man normalt skal betale for behandlingen. Men hvis der er lang ventetid på at blive behandlet på det offentlige sygehus, kan man nogle gange blive henvist til et privat sygehus. Hvis man bliver henvist til et privat sygehus fra et offentligt sygehus, er behandlingen på det private sygehus gratis.

På nogle områder skal voksne dog selv betale en del af udgifterne. Det gælder fx udgifter til tandlæge og medicin.

Kultur

På det kulturelle område giver det offentlige støtte på mange forskellige måder. Det offentlige giver meget støtte til folkebibliotekerne. Her kan man låne bøger gratis. Bibliotekerne har også bøger på andre sprog end dansk. Man kan låne magasiner, musik, film og computerspil. Der er gratis adgang til computere og internet, man kan læse aviser, og man kan få hjælp til at finde bestemte informationer eller materialer.

På bibliotekerne ligger der også mange nyttige pjecer fra organisationer og offentlige myndigheder.

Foruden biblioteker er der mange andre former for støtte til kulturen i Danmark. Der er støtte til foreningslivet, fx inden for sport og idræt, og til kulturlivet, fx museer, teatre, festivaler og meget mere.

Transportbus

Det er gratis at køre på veje og broer i Danmark. På to broer, Øresundsbroen og Storebæltsbroen, skal man dog betale for at køre over. Det offentlige giver støtte til kollektiv transport som busser og tog.

Pengene til velfærden – hvor kommer de fra?

Der er store udgifter forbundet med et velfærdssamfund som det danske, og der er derfor behov for mange indtægter til det offentlige.

Pengene til velfærden kommer bl.a. fra den skat, borgerne betaler af deres løn. Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne betaler mest i skat. Men skatten er ikke lige stor for alle.
Princippet for skatten i Danmark er, at jo mere man får i løn, jo større del af sin løn skal man betale i skat.

Man er også med til at betale for det offentlige velfærdssamfund på andre måder end ved at betale skat af sin løn.
Man betaler fx moms – en særlig afgift på 25 %, på de varer, som man køber. Der er også yderligere afgifter på mange varer, fx biler, alkohol, cigaretter, batterier, engangsservice og bæreposer fra supermarkedet.


er_du_klar

Borgernes rettigheder og pligter

Categories: Folkestyre og hverdagsliv i Danmark
Kommentarer lukket til Borgernes rettigheder og pligter

Kapitel 2

Det danske samfund er et demokrati og et velfærdssamfund. Det betyder, at borgerne har en række rettigheder.
For det første har borgerne demokratiske rettigheder, som omfatter politiske rettigheder og frihedsrettigheder.

For det andet har borgerne i velfærdssamfundet nogle sociale rettigheder, som omfatter retten til en række sociale tilbud og ydelser. Omvendt har borgerne også nogle pligter. Det er bl.a. skattepligt og værnepligt.

Rettigheder

Politiske rettigheder

Politiske rettigheder er retten til at stemme ved valg og til at opstille som kandidat til bl.a. Folketinget eller kommunalbestyrelser. Læs mere om disse rettigheder i kapitel 4, Demokratiet.

Frihedsrettigheder

Disse rettigheder er bl.a.:
• Religionsfrihed, dvs. retten til selv at vælge religion. Læs mere i kapitel 15, Religion og kirke.

  • Ytringsfrihed, dvs. retten til at sige og skrive det, man mener, uden 
først at have fået tilladelse af myndighederne. Læs mere i kapitel 4, 
Demokratiet.
  • Forsamlingsfrihed, dvs. retten til at mødes (også offentligt), fx for at 
demonstrere uden først at have fået tilladelse af myndighederne. 
Læs mere i kapitel 4, Demokratiet.
  • Foreningsfrihed, dvs. retten til at danne foreninger med lovligt formål 
uden først at have fået tilladelse af myndighederne. Læs mere i kapitel 14, Forenings- og fritidsliv. 
Sociale rettigheder 
Sociale rettigheder er bl.a. retten til at modtage forskellige former for ydelser og tilbud, hvis man har brug for hjælp. Det kan fx være gratis lægehjælp, hvis man er syg, eller økonomisk støtte, hvis man ikke kan forsørge sig selv. Læs mere om disse rettigheder i kapitel 3, Velfærdssamfundet og kapitel 8, Arbejdsmarket i Danmark.

Pligter

Skattepligt

Man har pligt til at betale skat af sine indtægter. Man skal ikke kun betale skat af løn, men også af fx mange sociale ydelser og af SU – statens uddannelsesstøtte. Man skal også betale skat af fx indtægter af renter i banken og af gevinster ved at sælge aktier. I nogle tilfælde skal man betale skat af gaver, som man får fx af sin familie. Det afhænger bl.a. af gavens værdi, og hvem man har fået den af.

Værnepligt

Alle mænd i Danmark har pligt til at være med til at forsvare landet.
Det kaldes værnepligt. Derfor bliver alle danske mænd, der bor i Danmark, automatisk indkaldt til den såkaldte ”Forsvarets Dag”.
Der er ikke værnepligt for kvinder, men de inviteres også til ”Forsvarets dag” og kan frivilligt melde sig som soldater. På ”Forsvarets Dag” skal de unge kvinder og mænd igennem forskellige test og en helbredsunder- søgelse. Det vurderes derefter, om de unge er egnede til militærtjeneste. Normalt bliver ca. 60 % af de unge erklæret egnede.

vaernepligt

Derefter trækker alle mænd et lodnummer, som skal bruges, hvis der ikke er frivillige nok til at aftjene værnepligt.

Hvis man som mand bliver tvunget til at aftjene værnepligt i enten Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen, kan man nægte begge tjenester og søge om at aftjene sin værnepligt igennem militærnægterordningen. Så skal man aftjene sin værnepligt ved fx at arbejde i offentlige institu- tioner eller nødhjælpsorganisationer.

Hvis man frivilligt aftjener sin værnepligt, kan man vælge mellem at være i enten Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen. Værnepligten varer normalt fire måneder i Forsvaret og ni måneder i Beredskabsstyrelsen.

I 2013 var det ca. 5.000 unge mænd, der aftjente værnepligt.
Tidligere var behovet for værnepligtige større, og der var derfor flere værnepligtige end i dag. Fx var det ca. 24.000 i 1970, men det antal faldt til ca. 10.000 i 1979 og yderligere til ca. 8.000 i 1998.


Vi har skabt over 500 spørgsmål baseret på Danmarks officielle studieguide Folkestyre og hverdagsliv i Danmark. Spørgsmålene er jævnligt revideret.

Screen Shot 2015-05-01 at 8.04.01 PM

Screen Shot 2015-05-01 at 8.09.49 PM

Danmarks No. 1 træningsprogram for statsborgerskabsprøven

Bestå statsborgerskabsprøven uden stres og tidsspild

Land og befolkning

Categories: Folkestyre og hverdagsliv i Danmark
Kommentarer lukket til Land og befolkning

Kapitel 1

Introduktion

Danmark ligger i den nordlige del af Europa og er en del af Skandinavien, der også omfatter Norge og Sverige. Norge ligger nord for Danmark, og Sverige ligger nordøst for Danmark. Syd for Danmark ligger Tyskland og Polen.

Færøerne og Grønland er med i det danske rigsfællesskab. Befolkningerne på Færøerne og i Grønland regulerer i høj grad deres samfund selv inden for rammerne af den færøske hjemmestyreordning og den grønlandske selvstyreordning. Færøerne og Grønland har deres egne demokratiske forsamlinger.

Samtidig er færinger og grønlændere danske statsborgere og vælger repræsentanter til Folketinget i Danmark. Der vælges to medlemmer på Færøerne og to medlemmer i Grønland.

Danmarks geografi

Antique Map of DenmarkDanmark er geografisk et lille land. Dets areal er kun på lidt mere end 43.000 km2, når man ikke regner Grønland og Færøerne med.

Danmark består af halvøen Jylland og over 400 større og mindre øer. Den største ø er Sjælland, og Fyn er den næststørste ø.

Det største farvand omkring Danmark er Nordsøen, som i Danmark også kaldes for Vesterhavet. Nord for Danmark ligger Skagerrak. Sydøst for Skagerrak og nord for Sjælland og Fyn ligger Kattegat. Farvandet mellem Jylland og Fyn hedder Lillebælt, mens farvandet mellem Fyn og Sjælland hedder Storebælt. Farvandet mellem Sjælland og Sverige hedder Øresund.

Danmark er et fladt land uden bjerge. Det højeste geografiske punkt i Danmark ligger godt 170 meter over havets overflade. En stor del af landet er dækket* af marker.

Danmarks befolkning

Der bor ca. 5,6 millioner mennesker i Danmark. Af dem er ca. 550.000 (10 %) indvandrere eller efterkommere*. De fleste mennesker bor i byerne. Hovedstaden København er den største by og ligger på Sjælland. I København bor der ca. 600.000 mennesker. I Hovedstadsområdet (København og området omkring København) bor der ca. 1,7 millioner mennesker.

Den næststørste by er Århus, som ligger i Jylland. Byen har
ca. 250.000 indbyggere. Den tredjestørste by i Danmark er Odense på Fyn med ca. 170.000 indbyggere. Den fjerdestørste by er Aalborg, som ligger i Nordjylland og har lidt over 100.000. Og Esbjerg i Vestjylland er den femtestørste by med ca. 70.000.


er du klar til borgerskabsproeven

Er du klar til statsborgerskabsprøven?

Danmark og internationalt samarbejde

Categories: Folkestyre og hverdagsliv i Danmark
Kommentarer lukket til Danmark og internationalt samarbejde

Kapitel 7

Danmark er medlem af adskillige internationale organisationer. På den måde har Danmark indflydelse på verden uden for Danmark. Samtidig har beslutninger, der tages i de internatio- nale organisationer, indflydelse på rammerne* for det danske samfund. Størst indflydelse har EU – Den Europæiske Union.

EU – Den Europæiske Union

Danmark er medlem af EU. EU er et økonomisk, politisk og retligt* samarbejde mellem 28 europæiske lande. EU’s hovedkvarter er i Bruxelles i Belgien.

Det europæiske samarbejde startede i 1952. Til at begynde med var
der seks vesteuropæiske lande i samarbejdet. Blandt de seks lande var Tyskland og Frankrig, som havde været i krig med hinanden under 2. verdenskrig (1939-1945). Formålet med samarbejdet var at skabe varig* fred i Europa ved at knytte* landene sammen. Man begyndte med det økonomiske samarbejde, men i dag omfatter EU også samarbejde på politiske og retlige områder.

Danmark blev medlem af EU, eller EF, som det hed dengang, i 1973.
Det skete efter en folkeafstemning, hvor danskerne skulle stemme ja eller nej til, om Danmark skulle være medlem. Dengang var der ligesom nu både modstandere og tilhængere af medlemskabet i befolkningen.
I Folketinget har der altid været flere tilhængere af EU, end der har været modstandere.

Det indre marked

EU forsøger at skabe et fælles marked for handel på de flest mulige områder. Formålet med det indre marked er blandt andet, at virksom- heder i EU frit kan sælge deres produkter i alle EU-lande. Det betyder blandt andet,

• at det enkelte medlemsland som udgangspunkt ikke kan forbyde* virksomheder fra andre medlemslande at sælge deres produkter i landet

• at det enkelte medlemsland normalt ikke kan kræve, at virksomheder fra andre medlemslande skal betale særlige afgifter* for at sælge deres varer i landet

Det indre marked gør det derfor lettere at handle mellem medlems- landene, og det øger* handlen og den økonomiske vækst. Det indre marked gælder også for arbejdskraft. Det betyder blandt andet,

  • at en borger fra ét EU-land normalt har ret til at arbejde i et andet EU-land
  • at en borger fra ét EU-land, der arbejder i et andet EU-land, fx Tyskland, i stort omfang har de samme rettigheder som tyske borgere. Det gælder bl.a. ret til lægehjælp.

EU’s indflydelse på dansk politik

EU har i årenes løb fået mere og mere indflydelse på medlems- landenes politik. Fx har EU stor indflydelse på den økonomiske politik i Danmark. Det betyder bl.a., at EU har sat grænser for, hvor store underskud der kan være på det danske statsbudget.

EU har også stor indflydelse på mange andre områder som fx landbrugs- politik og miljøpolitik. Men Danmark har også stor indflydelse på EU’s politik. Danske ministre og embedsmænd deltager i de møder i EU, hvor EU’s politikker og lovgivning fastlægges*.

De danske forbehold

I 1992 var der en folkeafstemning i Danmark om en ny EU-traktat (Maastricht-traktaten), der skulle give EU mere indflydelse på medlems- landenes forhold. Danskerne skulle blandt andet stemme ja eller nej til, om Danmark skulle være med i et tættere økonomisk samarbejde med de andre EU-lande, og om man skulle have en fælles valuta. Et flertal stemte nej til den nye EU-traktat.

De andre EU-lande sagde ja til den nye EU-traktat. Den danske regering besluttede derfor at forhandle med de andre EU-lande om at få nogle danske undtagelser*. Det betød, at Danmark fik nogle forbehold,
det vil sige nogle områder, hvor Danmark ikke er med i EU-landenes samarbejde.

Danmarks forbehold handler blandt andet om:

  • Den fælles valuta, euroen. Dette forbehold betyder, at Danmark 
ikke har euroen som valuta.
  • Militært samarbejde. Dette forbehold betyder, at Danmark ikke 
deltager i militære operationer, som er en del af EU-samarbejdet.
  • Retligt samarbejde. Dette forbehold betyder, at Danmark ikke deltager i det fælles EU-samarbejde om fx nye fælles EU-regler 
om politi, strafferet, asyl, indvandring, skilsmisser og forældremyndighed. 
Danmark kan selv bestemme, om man vil afskaffe* et eller flere af forbeholdene. Forbeholdene vil kunne fjernes eller ændres efter en ny folkeafstemning, hvor den danske befolkning stemmer for at afskaffe dem. 
Valuta 
De danske forbehold betyder som nævnt, at Danmark ikke har euroen som valuta, men den danske krone. Nogle andre lande inden for EU har også deres egen valuta, fx Sverige og Storbritannien. De fleste EU-lande har dog indført euroen som valuta. 
EU’s vigtigste institutioner 
EU’s vigtigste institutioner er:
  • Det Europæiske Råd
  • Kommissionen
  • Ministerrådet
  • Europa-Parlamentet
  • EU-Domstolen 
EU’s overordnede* politiske retningslinjer* vedtages* i Det Europæiske Råd. Det er medlemslandenes stats- og regeringschefer, Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand, der deltager i Det Europæiske Råds møder.

Når EU skal have ny lovgivning, sker det i et samarbejde mellem:

  • Kommissionen, der kommer med forslag til ny lovgivning i EU, og
  • Ministerrådet og Europa-Parlamentet, som forhandler og vedtager 
lovgivningen

På enkelte områder vedtager Ministerrådet dog ny lovgivning uden Europa-Parlamentet.

Kommissionen er delt op i forskellige politiske områder – fx miljø, økonomi og landbrug. Hvert område ledes af en kommissær, og hvert land i EU har en EU-kommissær. Kommissærerne fungerer ikke som repræsen- tanter for det land, de kommer fra, og de skal arbejde uafhængigt* af deres eget lands interesser. Kommissionens rolle er blandt andet at komme med forslag til ny lovgivning i EU. Kommissionen kontrollerer også, om EU-landene overholder lovgivning, som EU har vedtaget.

Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslandenes regeringer. Når der er møde i Ministerrådet, deltager medlemslandenes ministre for det pågældende område. Fx deltager miljøministrene fra alle EU-lande i Ministerrådets møder om miljøpolitik.
Ministerrådets opgave er især at behandle de forslag til ny lovgivning, som Kommissionen kommer med. Det sker oftest i samarbejde med Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet er en folkevalgt forsamling. Europa-Parlamentet er på de fleste områder sammen med Ministerrådet med til at behandle og vedtage de forslag til ny lovgivning i EU, som Kommissionen fremsæt- ter.

Alle statsborgere i EU, der har ret til at stemme, er med til at vælge, hvem der skal være medlem af Europa-Parlamentet. Parlamentet har
i alt 751 medlemmer (fra Europa-Parlamentsvalget 2014). Hvert land har et antal pladser, der afspejler landets indbyggertal. Danmark har 13 medlemmer i parlamentet, mens store lande som Polen og Tyskland har et større antal medlemmer.

Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Mange af de politiske partier, som kendes fra Folketinget, opstiller kandidater til valget.
I Danmark opstiller desuden ”Folkebevægelsen mod EU”, som for tiden har ét medlem af Europa-Parlamentet. 
Der er typisk en lavere deltagelse ved valg til Europa-Parlamentet end ved valg til Folketinget. Stemmeprocenten i Danmark ved valget til Europa-Parlamentet i 2009 var næsten 60 %. Ved valget til Folketinget i 2011 var stemmeprocenten næsten 88 %. 
I Europa-Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. De danske medlemmer danner altså ikke en særlig dansk gruppe, men er hver især medlemmer af Europa-Parlamentets forskellige politiske grupper.

EU har desuden en særlig domstol: EU-Domstolen. Den har omfattende rettigheder både til at tolke* EU’s traktat og til at tage stilling i rets- sager, der angår EU’s regler. Domstolen har haft stor betydning for den praktiske udformning af EU-samarbejdet.

Andre former for internationalt samarbejde

Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Europarådet er en selvstændig organisation, der består af 47 europæiske lande. Danmark har været medlem fra starten i 1949. Europarådet har bl.a. vedtaget* Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Den indeholder en række grundlæggende rettigheder, som i et vist om- fang svarer til de rettigheder, man kender fra den danske grundlov, fx ytringsfrihed og forsamlingsfrihed (se Kapitel 4). Den indeholder også andre rettigheder, fx forbud mod tortur og ret til retfærdig rettergang.

Der er også oprettet en særlig domstol – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – som skal sikre, at konventionen overholdes. Som borger kan man klage til denne domstol, hvis man mener, at ens grundlæggende rettigheder er krænket*.
Man skal have benyttet sig af de muligheder for at klage og anke, som findes i det enkelte land, før man kan klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

FN – De Forenede Nationer

FN blev grundlagt i 1945, kort efter afslutningen på 2. verdenskrig. Danmark har været medlem fra begyndelsen. FN er en sammenslutning af næsten alle stater i verden, i alt omkring 200. FN’s formål er at skabe fred og udvikling i verden. FN arbejder bl.a. for at hjælpe ved store katastrofer (fx sult og naturkatastrofer). FN forsøger også at hjælpe i kampen mod analfabetisme og sygdomme.

FN arbejder desuden med at fremme menneskerettigheder i alle lande i verden. Det gælder fx religionsfrihed og ytringsfrihed samt forbud mod tortur og diskrimination. Det er rettigheder, der i et vist omfang svarer til rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Rettighederne omfatter også etniske, religiøse og sproglige minoriteters ret til at have deres egen kultur, til at praktisere deres egen religion og til at bruge deres eget sprog.

Hvert år mødes politikerne fra medlemslandene til FN’s generalfor- samling for at diskutere fælles politiske emner. Alle lande kan foreslå politiske emner, som skal diskuteres. Det kan være emner, der handler om militære konflikter eller miljøproblemer. Det kan også være emner, der handler om, hvordan man kan forbedre forholdene for bestemte grupper i samfundet som fx kvinder og børn.

FN’s sikkerhedsråd

FN har et sikkerhedsråd. FN’s sikkerhedsråd spiller en stor rolle for arbejdet for fred i verden. Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA har en fast plads i sikkerhedsrådet. Andre lande har plads i sik- kerhedsrådet i kortere perioder. Danmark har flere gange været medlem af FN’s sikkerhedsråd.

Sikkerhedsrådet har ansvar for at opretholde* international fred
og orden. FN’s sikkerhedsråd kan fx bede medlemslandene om at ændre noget i deres politik, fx over for bestemte befolkningsgrupper. Sikkerhedsrådet kan også indføre økonomiske eller militære sanktioner mod et land, som fx undertrykker* befolkningsgrupper i landet, producerer ulovlige våben eller angriber andre lande. Sikkerhedsrådet kan også bruge militær magt, hvis det mener, at et bestemt land er en trussel* mod international sikkerhed.

FN har somme tider svært ved at handle*, fordi medlemmerne af sikkerhedsrådet ikke kan blive enige. De faste medlemmer af sikkerhedsrådet kan nedlægge* veto. Hvis der er nedlagt et veto i sikkerhedsrådet i forhold til et bestemt spørgsmål, kan sikkerhedsrådet ikke beslutte noget på dette punkt. Men hvis alle medlemmerne af sikkerhedsrådet fx beslutter at iværksætte* sanktioner mod et land, er alle FN’s medlemslande forpligtet til at deltage i sanktionerne.

NATO

NATO er en organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde mellem en række europæiske lande, USA, Canada og Tyrkiet.
NATO startede i 1949 som en sammenslutning af vestlige lande omkring Atlanterhavet, bl.a. USA, Canada, England og Frankrig.

Danmark var med blandt de første 12 medlemmer i 1949. Senere er en række lande kommet til, både lande omkring Middelhavet (Tyrkiet og Grækenland) og i Østeuropa (bl.a. Rumænien, de baltiske lande og Kroatien). NATO har i dag 28 medlemmer.

Grundprincippet i NATO er, at et angreb på ét af medlemslandene ses som et angreb på alle NATO-medlemmerne. Fx besluttede NATO, at terrorangrebet i New York i USA den 11. september 2001 var et angreb ikke alene på USA, men på alle landene i alliancen.

I 1990’erne udvidede NATO-landene deres opgaver. Man ville nu også tage sig af at skabe fred og udføre humanitære aktioner. På den baggrund* gik NATO-landene i 1999 ind i konflikten i det tidligere Jugoslavien med militære aktioner mod Serbien og Montenegro.

Internationalt udviklingssamarbejde

Danmark giver hvert år økonomisk støtte til udviklingslande. Det kalder man for udviklingsbistand. Der er stor enighed i Folketinget om, at man skal hjælpe de fattigste lande i Verden. Danmark er et af de lande i verden, der betaler mest i udviklingsbistand i forhold til befolkningens størrelse. Bistanden* i 2012 var 0,83 % af den såkaldte bruttonational- indkomst (BNI).

Danmarks udviklingsbistand har som mål at bekæmpe fattigdom
og skabe udvikling i verdens fattigste lande. Bistanden gives blandt andet til udviklingsaktiviteter, der gennemføres i samarbejde med myndighederne i udviklingslandene. Danmark kan også gennemføre udviklingsaktiviteter og humanitær bistand sammen med interna- tionale organisationer og private hjælpeorganisationer, fx Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors.

 
Translate »